Tidligste fiskeri omkring Limfjorden

At skaffe føden fra havet, fjord og ferske vande har altid været oplagt i Danmark. I stenalderen har man samlet muslinger, østers og andre skaldyr, men man anvendte også kroge til fiskeri – det fremgår af de arkæologiske fund man har gjort rundt omkring i landet. Her har man fundet rester af fiskegårde, stammebåde udhugget af lindetræer, ruser, lystre, fiskesnører, -kroge og net.

I jernalderens fiskeri ser vi garnfiskeri, hvor fangsten har suppleret øvrige fødekilder som kød fra husdyr, grød og fladt brød fra korn. Her blev netsænkesten, der holdt garnene lodret i vandet anvendt, og denne metode kendes fra mange tomter langs kysterne, hvor årtusinders traditioner for fiskeri og indsamling af naturens produkter blev videreført.
I jernalderen ser man fremkomsten af garnfiskeri.

I Limfjorden har man siden 1100-tallet fanget mange sild, som blev en betydelig indtægtskilde for såvel fiskere, som borgere, adel og kirke – men de har været en meget betydningsfuld ernæringskilde for bønder, jordløse og fiskere i hele landet, foruden Europa.

Bark- og tjæregryden i Kvols.

Fiskeriets udvikling skabte behov for nye metoder og redskaber gennem tiderne.

Der blev udviklet nye sejl- ,garn- og ruse typer, som blev fremstillet af uld, hør, hamp og lignende i begyndelsen, men fra midten af 1800-tallet også af bomuld. For at sikre redskaberne længst mulig levetid måtte man derfor imprægnere sejl og fiskeredskaber som åleruser, garn og glib.

Denne proces blev udført dels i barkgryder, dels i tjæregryder. Sejl og redskaber som blev fremstillet af naturfibre skulle imprægneres, for at øge deres styrke, men også for at forlænge deres holdbarhed, da de ellers hurtigt ville blive nedbrudt af råd – og svampeangreb.

På Kvols Brygge, kan man se et fint bevaret eksemplar af en Bark- og Tjæregryde. Der er to gryder, en til barkning af sejl og en til tjæring af redskaber.

Barkning af sejl:

Den norske forfatter og rektor Jon B Godal registrerede i 1980 følgende metode, som blev anvendt af norske fiskere mellem Trøndelag og Lofoten, baseret på folkelig
tradition og praktisk erfaring. Mange af metoderne til barkning af sejl stammer tilbage fra1700-tallet:

”– De foretrak birkebark, taget fra træerne den første uge i juli – træerne skulle
være på 100-300mm i diameter. Dernæst blev det tørret – aldrig i direkte solindtil det var helt tørt, hvorpå det blev hakket i småstykker.
Så blev det sat i blød i havvand, spandfuld til spandfuld, i to uger, dernæst
kogt i et stort metalkar.
Soda – eller tidligere læsket kalk – blev tilsat for at neutralisere garvesyren,
fæstne farven og modvirke råd. Når blandingen havde fået den rette farve og konsistens, blev det kølet ned til ca. 60gr. og en kop trætjære tilsat.
Heri blev sejlet udblødt og hængt til tørre i to uger. Et sejl blev barket om foråret, og igen 2-4 år senere. “Et sejl behandlet på denne måde, holder i 20 år”

Herhjemme blev barkningen udført ved at man fyldte vand i gryden sammen med bark af egetræer, birk eller lignende,( eller senere med katechu, der er et koncentrat af bark fra akacietræer). Der tændes op under gryden, og blandingen koges sammen, så garvestofferne trækkes ud. Herefter lægges sejlet ned i den varme væske for at suge imprægneringen. Større sejl bredes ud på jorden, og barkevæsken smøres på med kost. Behandlingen gentages flere gange for at imprægnere sejlet.

Efter barkning, blev sejlet hejst op af kedlen. Det blev lagt på barkladet, hvor den overskydende lage kunne dryppe af, og løbe tilbage til kedlen. Hejsen kunne være en stage, et treben eller en hejsebom. Til sidst blev sejl eller garn hængt til tørring.

De gamle fiskerbådes barkede røde sejl stammer fra det middel, man brugte til imprægneringen, nemlig katechu (også kaldet katteko). Dette stof er et indkogt ekstrakt fra træsorten Acacia Katechu, som vokser i Sydasien og i Østafrika. Det blev hovedsageligt importeret i store mængder fra Indien. Det indeholder en stor andel garvestoffer og blev bl.a. brugt til garvning og farvning af læder og stoffer. Katechu kom på markedet ca. 1900 og blev hurtigt populært, da det var meget nemt at arbejde med, sammenlignet med den gamle teknik, med udtræk af bark (som regel fra eg) og talg
Imprægneringen skulle trænge godt ind i alle fibre, og det var mange timers hårdt arbejde at holde materialet flydende og i bevægelse hele tiden.
Barkning med katechu en gang årligt, kunne give et sejl en levetid på op til 20 år.
Desuden blev sejlet stærkt og kunne stå som ”et bræt”. Med barkningen fulgte en meget stærk lugt som bredte sig over hele byen. Ingen var i tvivl om hvad der foregik på havnen, når der var gang i barkkedlen.

Tjæring af garn og ruser:

Tjæringen blev foretaget med det formål at opnå en imprægnering af garn, ruser og tove af naturmaterialer. Til de store bundgarn brugte man brede vinder, monteret på et skrående lad, hvor den overflødige tjære kunne løbe af. Eller tjæren blev fjernet med de bare hænder.
For at opvarme tjæren brugte man en tjærekedlen.

En førte garnet ned i den varme tjære, og en anden der trak garnet op og førte det nytjærede garn hen over en sliske, hvor den overflødige tjære kunne løbe af og tilbage i tjæregryden.

Det var et beskidt arbejde at tjære bomuldsgarn. Det eneste middel man havde til at fjerne tjære fra ansigt og arme var sæltran. Senere kom der et produkt i handlen som erstattede sæltran. Derfor holdt fiskerne op med at skyde sæler udfor kysten.

Garnene blev lagt til tørre ved at sprede dem ud på de omkringliggende arealer, lå nettene for længe til tørring, kunne det ske de hang fast i jorden. Da det var vanskeligt og tidskrævende at reparere nettene skete det at man lod dem ligge og rådne op på jorden.

Trætjære er en tykflydende lys eller mørkebrun, lidt gennemsigtig væske, som består af mange organiske forbindelser. Tjæren blev ofte fortyndet med tjæreolie: karbolineum, creosotolie. Andre opløsningsmidler som terpentrin og petroleum har også været anvendt til fortynding af tjæren.
Selv fernis har været brugt på flere tjærepladser, men det er dyrt og meget brændfarligt.
Den fortyndede tjære havde den fordel, at den ikke skulle opvarmes i samme grad som i ufortyndet tilstand.

Man brugte også Katechuen, til imprægnering af fiskeredskaber, der var relativt kort tid i vandet. Det blev købt hos købmanden i blokke, som fiskerne knuste og opløste i kogende vand.

Katechu adskiller sig fra stenkuls og trætjære ved at være vandopløselig og mange fiskere mente ikke den havde den store imprægneringseffekt.
Men den beskyttede nettene mod sollys og farvede de hvide bomuldsgarn brune.
Fisk går ikke i de hvide net.
Katechu forhindrede også vandintrængning i bomuldsnettene, der ellers ville blive tunge og vanskeligt at trække op ad vandet.

Et nyt garn blev barket flere gange, inden det blev taget i brug.

Garn, vod og ruser blev barket op til to-tre gange om ugen i løbet af fiskeperioden, afhængigt af, hvor længe redskaberne stod i vandet.
Gennemsnitlig er net og garn blevet barket ca. en gang om måneden i fiskeperioden.

I Danmark blev der grundlagt en tjæreoparbejdende industri i årene under og lige efter 1. Verdenskrig; råvarerne blev leveret af de kommunale bygasværker, hvis gasfremstilling var baseret på afgasning af kul. Man begyndte således at fremstille Stenkulstjære. Disse gasværkerne eksisterer ikke længere, og dansk produktion af stenkulstjære ophørte endeligt i 1980.

Stenkulstjæren erstattede efterfølgende i stor udstrækning trætjæren og øvrige imprægneringsstoffer.

På bark- og tjærepladserne, ”stejlepladserne” hældte man den overskydende tjære ud på området nær gryderne, hvilket har betydet en omfattende forurening. Stoffer i stenkulsjæren, som fx PAH og fenoler, opløses langsomt af nedsivende regnvand og forurene omliggende vandområder og grundvandet. Det har betydet at mange tjære- og barkgryder er blevet fjernet og den omliggende jord er transporteret bort til rensning

Trætjære, dvs. milebrændt tjære, har derimod ikke de samme skadelige egenskaber.

Efter 1950-erne blev naturmaterialerne afløst af kunststoffer, som havde større styrke og lethed eksempelvis nylongarnene, og det var ikke længere nødvendigt at imprægnere redskaberne mere.

Hvert fiskeleje havde i starten af 1900 og frem til 1960erne sine egne tjære eller barkgryder.

En lokal skildring af tjæring i Kvols:

Jesper Hjermind har i Historisk Samfund, årbogen Fra Viborg Amt 1993 skrevet artiklen ”Fisker Rasmus Berthelsen fra Kvols fortæller om sin barndom og ungdom”.

Her kan vi blandt andet læse en beretning om tjæring af garn på Kvols Havn.

”En af de største festdage for os børn var tjæregildet. Det var den dag om foråret mest i marts måned, da sildegarnet skulle tjæres. Da var der fest hele dagen. Vi drenge skulle jo trille ud med garnet (fra tjærekedlen) på engen, hvor det så skulle spredes til tørring. Det var mest de gamles bestilling, de stærkeste skulle være ved kedlen for at dyppe og vride garnet.
Niels Fisker har dyppet mange fold garn. (8) Når en mands garn var tjæret var det skik at konen kom med mellemmad og kaffe med kage, og i heldigste fald skete det 8-10 gange samme dag. (9)
Der kom også naboer og venner for at se på tjæringen og de fik jo en dram og en kop kaffe med. Ja, der var rigtig fest.

8): Et fold garn består af ”radden” et langt garnstykke som leder fisken mod ”hovedet”, hvor fiskene fanges og kan samles op med ketcher. Se C.F.Drechsel: Oversigt over vore saltvandsfiskerier. København 1890. Og N.H.Lindhart: Ret og skel, mål og med. Fiskeri og kontrol på Limfjorden. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 5. Løgstør 1985.

9): Tjæregildet var en helt speciel dag. Da var det forår og, måske efter en streng vinter med ringe indtjening, endelig udsigt til god fangst og dermed rede penge til regningen i brugsforeningen.”

Der findes en film om Limfjorden, som den den danske forfatter Erling Kristensen producerede i 1958. En del af filmen foregår på Kvols Brygge og her er der lejlighed til at se Tjæregryden i funktion – se filmen her