De første oplysninger om Kvols
Kvols har en fin beliggenhed i forhold til omgivelserne, den er beskyttet af høje bakker mod syd, vest og nord, men ligger med fladt skrånende terræn ned mod Kvols Vig og Hjarbæk Fjord, hvor den tillige ligger i læ af Kvols Hage. Et ideelt sted for de først tilkomne jæger – samlere. Vi kan af fund i området se, at det har været beboet i mange århundreder. På Kvolsvej, fandt man en ved prøvegravning i 2008 af et ca. 0,5 ha. stort område en ildgrube fra oldtiden, som vi definerer til adskillige tusinde år før kristi fødsel til ca 400 – 500 år e. Kr. og indtil middelalderens begyndelse ca. 1050 e. Kr.
I december 2023 blev der gjort et detektorfund ved Kvols, af en ca. 9 cm høj kristusfigur som er blevet støbt i bronze og belagt med et tyndt lag guld med luefor-gyldning. Det er ”Den Sejrende Kristus” vi ser gengivet i fundet fra Kvols, og fundet slutter sig til en gruppe af ældre middelalders romanske krucifikser fra 1100-1200-tallet.
Se mere om fundet på Viborg Museums oplysninger om detektorfund.
Første gang bynavnet findes i en skriftlig optegnelse, er på i et pergament fra den 10. august 1438. Her kan man læse at ”Broon Eric j Hethegardh” tilskøder sin ejendom til ” Niels Ericsøn aff Longhtiin”, hvor følgende fremgår: ”j Nørheddhenes gardh och Korræ j Kolls soghænæ liggendes j Felsherret”.
Ifølge Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskabs database over Danmarks Stednavne er navnet opstået som en sammensætning af ”kul” og ”næs”. Det gamle danske ord for kul var, “cull”, eller “kol”, og dermed sigter stednavnet til kulbrænding, egentlig til næsset eller pynten hvor der brændes kul. Faktisk er der gamle beretninger om, at der tidligere nord for byen lå en kulmile.
En pynt på kystlinjen ud mod vand betegnes ofte med ordet næs, der er beslægtet med ordet næse. Adskillige af sådanne naturnavne er i tidens løb blevet bebyggelsesnavne for bosættelser i området, og i stedbetegnelsens efterled har ”næs” ofte udviklet sig til blot et ”-s” som netop i Kvols. I dag kaldes “pynten” – “Kvols Hage”.
Kortudsnit af Johannes Mejers Generalkort af Nørrejylland og Fyn fra omkr. 1642
Navnet har været skrevet på mange forskellige måder i perioden mellem 1438 og til 1844 eksempelvis: Koll / Kols Land / Kuols / Qvols. Vi finder to eksempler i ”Diplomatarium Vibergense” – i breve og aktstykker fra ældre viborgske Arkiver – Viborg bys og Stiftshistorie 1200 – 1559. I en tvist om ulovligt fiskeri, der bliver behandlet på Vorde Birketing d. 31. oktober 1488 står der følgende i en tingsvidneerklæring: ”tha drog han sielff hans garn op oc førde thennom til Kolss land, oc sat the thennom saa wd j gen eflfter hans villie” og senere i en anden tvist på Vorde Birketing nævnes et tingsvidne fra Kvols: ”vittne aff otte dannemendh, som er Jens Simewszew, Jens Lauritzszen, Sander Buntmager, borriger ij Viborrigh, Niels Riiss y Hallim, Christen Ånderszen y Bredzgaarde, Jens Nielszen y Kuols”
Kvols er en som nævnt en gammel og lille landsby med en brygge, hvor der tidligere er blevet lastet og losset mangt og meget, og har derfor gennem tiden været både bondesamfund, fiskersamfund og søfartscentrum for “Limfjordkrejlere”. Byens befolkning har primært ernæret sig ved landbrug og fiskeri, og for søfartens vedkommende var der en del Kaagskippere, som havde base her.
Lige omkring Kvols er der i dag ikke spor af skov, har der tidligere været en Skov, men en stor strækning nord for byen hed for en del år siden stadig “æ Skov“, og det var her omkring den før omtalte Kwolgraw, Kulgrav eller Kulmile endnu i 1700 skulle have været placeret, hvorfra trækul var blev fragtet fra Kulnæs.
“Kulsvidning” (trækulsfremstilling) har siden middelalderen var udbredt i nogle dele af Danmark, og det forblev af stor betydning op til omkring omkring 1800 årerne, ikke mindst under krigen 1807-1814, og under 1. verdenskrig bidrog de betydeligt til landets trækulsforsyning.brænding. Idag er det mere en kuriøs oplevelse, at se “Kulsviere” i aktivitet ved museer, og i “kulsvier laug”.
