Kvols Forsamlingshus en beretning.

I 2020 og 2021 blev vi alle påvirket af covid-virus epidemien. Fra at have taget samvær, fællesskaber og sociale aktiviteter som givet, og vel egentlig ikke reflekteret synderligt over disse goder i dagligdagen, blev vi pludseligt og overvældende opmærksom på tabet af disse goder, grundet de nødvendige isolations tiltag, som myndigheder og autoriteter måtte iværksætte, for både at begrænse smitte spredningen, men også sikre, at vort sundhedssystem kunne modstå trykket fra epidemien.
Fra det ene øjeblik til det andet blev vi alle smertelig bevidste om nødvendigheden af, og vort store behov for, at kunne være samlet og udfolde os gennem sociale aktiviteter.
Trods IT verdenens tilbud om surrogat fællesskaber, som ikke kunne erstatte vort livsnødvendige behov for fællesskaber og fysiske forsamlings muligheder, men i virkeligheden blot afspejle vor forsamlings afmagt – længtes vi alle efter at kunne mødes og være sammen igen.

Netop den oplevelse giver på fornem vis en indsigt i behovet for at kunne forsamles i fællesskaber og forholde os til ,og behandle vigtige og afgørende ting i vort liv. Disse behov var også markante for 140 – 150 år siden, hvor en stor del af den danske befolkning blev tvunget af ydre vilkår og en magthungrende samfundsklasse af gods-og handelsbesiddere samt konge og krigsministerie.

Af denne situation udsprang blandt andet tanken om at etablere rum hvor man kunne samles, drøfte og opnå indsigt i, hvad der var muligt at gøre, men også feste, synge og udfolde sig på mange måder. Man begyndte at bygge Forsamlingshuse.

Vi har i Kvols, som i mange andre landsbyer i Danmark, et velfungerende forsamlingshus – Kvols Forsamlingshus, og som mange af forsamlingshusene blev vores opført i den sidste del af 1800-tallet. Forsamlingshusenes historie er altid blevet formet af lokale ildsjæle, som blev inspireret af tiden strømninger, hvilket også stadig er gældende, og aktiviteterne har derfor sat sig uudslettelige spor i lokalsamfundene og i samfundsudviklingen. Forsamlingshusene er så at sige landsbyernes Alrum.

Kvols Forsamlingshus blev opført i 1889 på byens Fælles Sandgrav – en del af byens “Fællesjord”.
Sandgravens placeringen fremgår af Weitemeyers kolorerede og håndtegnede matrikelkort, opmålt og udført i 1808, og udgivet i 1883.
Som det fremgår af kortet, gik byvejen på dette tidspunkt helt nede ved fjorden og hen til “Ladepladsen”, medens sandgraven lå lidt for sig selv.
Kortet kan studeres nærmere her, i Det Kongelige Biblioteks digitaliserede kortsamling, under tillen; “Terrain af Qvols By og Sogn, Fjends Herred, Viborg Amt“.

Kvols Forsamlingshus blev bygget som et ottekantet hus, hvor hver kant var 3,8 m bred og med plads til 80 personer. Hver væg havde store jernvinduer, som var forsynet med kulørte glas i de små ruder Taget har tilsyneladende været belagt med pap, da der flere steder i de gamle protokoller er anført udgifter til tjæring.

Huset har oprindeligt været opvarmet af to kakkelovne og belysningen har været petroleumslamper. Til at sørge for tørv til kakkelovnene, pudsning og tænding af lamperne ansatte man i 1917 en lokal til at varetage disse hverv mod en betaling på 17,50 kr. årligt stigende til 37 kr. årligt ved ophør af dette hverv i 1920.
I 1921 pålægges det bestyrelsen at sørge for tørv til fyring. Man beslutter ikke hvem der skal passe lamperne, eftersom i dette år indkalder til ekstraordinær generalforsamling for at drøfte at få indlagt elektricitet.
Grundet tiltagende aktiviteter, som bevirker at huset efterhånden bliver for småt, bliver det i 1932 besluttet, at ombygge huset mod øst hvor vinklerne bliver rettet ud og huset bliver 6 kantet

Senere i 1935 graver man en kælder fra køkkenet ind i bakken. Husets nuværende form etableres i 1951-52 ved en større ombygning, hvor de sidste rester af de ottekantede hus forsvinder. Man kan dog i dag stadig se et enkelt fag af husets oprindelige 8, på den nordvestlige del.
Under ombygningen skiftede man også metalvinduerne til trævinduer, men der findes stadig to af de oprindelige vinduer i to bygninger i Neder Kvols – ”a Nejer-Boj”.

  Oprindelig fag i Forsamlingshuset

     Oprindelig vindue fra 1889

I den efterfølgende periode har man gentagne gange samlet ind til, og gennem lokal indsats gennemført flere større og mindre renoveringsopgaver – disse er mere udførligt beskrevet i 100 års Jubilæums Skriftet for Kvols Forsamlingshus fra juni 1989.
Dog bør det nævnes, at man ved en større istandsættelse i 1977 får skabt en lokal kunst attraktion, idet Bodil og Johannes t’Harts udsmykker forsamlingshusets nordøstlige indvendige gavl med et meget tidstypisk vægmaleri, som der efterfølgende var, og stadig er delte meninger om. Alene af kulturhistoriske årsager, mener jeg dog det bør bevares.

Begyndelsen af Kvols Forsamlingshus
Indvielsen søndag d. 11. juni 1989.
I Skive Folkeblad og Viborg Amts Tidende den 14. juni 1889 (s.3) kan man læse følgende:
“Forsamlingshuset i Kvols indviedes i søndags ved en smuk højtidelighed.
Kl. 4 samledes beboerne fra den flagsmykkede by og omegn i det lille vakre anlæg, hvor huset er rejst. 300 mennesker var i følge Viborg Folkeblad komne tilstede. Da salen viste sig at være alt for lille til de mange mennesker, blev mødet holdt under åben himmel.
N.Chr. Broe bød velkommen, hvorefter pastor Thomsen fra Hejlskov holdt et kristeligt foredrag om pinsefesten, dens betydning og glæde.
Derefter holdt handskemager Ditzel fra Viborg indvielsestalen, idet han skildrede livets kamp gennem arbejde for hvile, og påviste, at åndens og hjertets oplysning måtte gå hånd i hånd for at både arbejdet og hvilen kunne blive som det skulle være. Han udbragte et leve for, at den gode ånd måtte være til stede, når beboerne herefter samledes i bygningen.
Lærer Højfeldt fra Sparkjær fortalte herefter et smukt sagn, som han udlagde, idet han kraftigt manede såvel de unge som de gamle til at leve et smukt og værdigt menneskeliv, støttet af sund oplysning.
Efter et ophold talte fabrikant Brems fra Viborg livligt over nogle brudstykker af historien, som han anvendte for at vise, at det stadig var mangel på oplysning, der havde været den væsentligste årsag til de forsmædelser, hvorunder folkene i tidens løb havde lidt. Han udbragte et leve for at dette hus måtte tjene til den gode oplysnings fremme.”

At det var en tid præget af opbrud og mange omvæltninger både lokalt og i Danmark, fremgår delvis af talerne, mere om det lidt senere, men først endnu en artikel hvor Kvols Forsamlingshus også indgår og hvor de spændinger bliver tydeligere.
Svend Lybæk som var bestyrelsesmedlem i 1990, beretter i jubilæums skriftet, i anledning af 100 året for Kvols Forsamlingshus, at Anton Jensen i anledning af hans 90 års fødselsdag august 1943 havde fortalt følgende; ” ”Tiden var eller fuld af spændinger fra 1885 til 1894 fik vi jo de provisoriske finanslove. De førte til uro i befolkningen, og gendarmerikorpset blev oprettet. Derved kom politik til at spille en stor rolle i det daglige liv. I 1891 ville Højre i Viborg holde møde i Kvols. De lejede Kvols Forsamlingshus på den betingelse, at det ikke blev noget politisk møde, der skulle afholdes.
Men dagen før mødet bekendtgjorde den konservative klub i Viborg, at den holdt politisk møde i Kvols Forsamlingshus.
Jeg, som da var sognerådsformand, forbød da at bruge skolens bænke i forsamlingshuset, hvortil der endnu ikke var anskaffet bænke. Herredsfoged van Wüllich, som var med til mødet, blev vred over dette og sagde, at han nok skulle huske folk i Kvols; næste nat sendte han politi ud på fjorden; og de tog nogle Kvols fiskere, som fiskede med snurrevod i Hjarbæk Fjord, hvilket dengang var ulovligt. Fiskerne blev hver idømt en bøde på 30 kr., så var det betalt
.”
Den sidste tekst illustrerer meget tydeligt hvordan de interne spændinger over alt i Danmark på dette tidspunkt, også afspejles i livet i Kvols området.
Striden mellem Højres provisoriske regering, og på den anden side store dele af den arbejdende befolkning medførte at man etablerede fælles mødesteder hvilket således blev løftestangen for etableringen af mange forsamlingshuse i Danmark og ligeså i Kvols, hvor Den Sydlige Limfjordsegns Arbejderforening allerede var blevet oprettet i 1870 og bønderne var begyndte at organiserede deres protester i partiet Venstre. Man kan med rimelighed antage at de to grupper var de drivende kræfter i oprettelsen af Kvols Forsamlingshus, selvom en egentlig venstre vælgerforening først blev etableret i området i 1916. Endvidere er det også meget sandsynligt at Kvols Skytteforening som blev startet i 1860´erne, som en af de første i amtet, var aktivt involveret i etableringen af Kvols Forsamlingshus. Det er almindelig antaget, at netop Skytteforeningerne, som blev dannet efter nederlaget i 1864, blev oprettet som en slags hjemmeværn og i de politiske omvæltninger i 1880erne til 90`erne også blev en magtbase for de folkelige bevægelser, og om nødvendigt ville kunne rettes mod regeringens undertrykkelse af folket.

Man kan spekulere på hvorfor Højre og konservative kræfter på viborgegnen valgte Kvols Forsamlingshus til deres politiske mødested. Måske skal forklaringen findes i den kendsgerning at Jesper Bahnson, ejede herregården Taarupgaard, som han havde arvet efter sin far Lorens Bahnson.
Jesper Bahnson blev krigsminister i 1884 til 1894 under Estrup regimet, og med kong Christian d.9. støtte og Estrup gennemførte han befæstningen af København. Dette skete uden, at Folketinget havde bevilget de nødvendige penge, og Bahnson blev derfor meget upopulær i store dele af den almindelige danske befolkning – i øvrigt ejendommeligt med titlen som krigsminister, som jo indikerer en aggressiv tilgang til udenrigspolitikken i modsætning til vor betegnelse i dag, hvor vi benævner det Forsvarsminister.
Men han var folketingskandidat for Højre i perioden fra 1887 til 1895, og appellerede følgelig til de royale og konservative kredse i lokalområdet i perioden.
Men trods hans titler og krigs interesse, magtede han dog ikke at drive Taarupgaard og den måtte overtages af Landmandsbanken i 1899.

Hvis man skal forsøge at beskrive situationen, og påvirkningerne efter krigen i 1864 og den gennembrudstid, der havde fundet sted fra 1870’erne og fremefter, kan man nævne udviklingen i landbruget som havde måtte ændre sig betydeligt, grundet de omslag, som de billige oversøiske korntilførsler til Europa fremtvang, industrialiseringen havde sit fået sit gennembrud, og både handel og skibsfart var i kommet ind i en stærk udvikling og desuden havde møntreformen i 1875, hvor kroner og øre erstattede rigsdaler og skilling vakte en stor mistro blandt menigmand til systemet. Disse omstruktureringer havde også betydning på det folkelige område, bondestandens selvbevidsthed var forøget og det bevirkede at man i folketing begyndte kampen for, og prægningen af folketingsparlamentarismen. Industrialiseringen medførte en organisering af arbejderne for bedre fælles vilkår og arbejderne blev optaget af socialismens ideer. Den grundtvigske Højskolebevægelse, havde også fået god vind i sejlene efter 1864, og ideerne slog nu godt igennem overalt.

Konflikten mellem den bredere og nu mere oplyste og selvbevidste del af befolkningen, som ønskede medbestemmelse og indflydelse med først Venstre og senere Socialdemokraterne i front, overfor det konservative Højre med godsejer Jacob Estrup i front for landstinget, understøttet af kong Christian d. 9, som havde konservative og Højre sympatier, hvilket han fastholdt indtil parlamentarismens indførelse i 1901.

Denne strid blev kaldt ”Forfatningskampen”, og omhandlede tolkningen af forfatningen – Grundloven – og foregik i perioden fra 1866 til 1901. Forfatningskampen udsprang af Grundloven af 1866, som indførte privilegeret valgret til Landstinget og således sikrede godsejerne og partiet Højre kontrol med Landstinget, medens Venstre fik flertallet i Folketinget i 1872.
(Privilegeret valgret til Landstinget, betød, at den mest velhavende del af befolkningen ( mænd over 40, som havde betalt 200 rigsdaler i direkte skat det seneste år eller kunne bevise en årlig indtægt på mindst 1200 rigsdaler) havde større indflydelse på valgene. Dette skete ved indførelse af valgklasser, så Folketingets vælgerkorps valgte den ene halvdel af valgmændene, mens en anden valgklasse udelukkende bestod af dem, som betalte mest i skat. Endelig valgte kongen 12 af Landstingets 66 medlemmer. Hermed indebar Den gennemsete Grundlov, at Landstinget i højere grad kom til at stå som modsætning til den folkerepræsentation, som man ellers mente Folketinget skulle udgøre.)

Gennem 1870’erne blev forfatningskampen mere tilspidset. Venstre ønskede folketingsparlamentarisme, baseret på en regeringen dannet på baggrund af et folketingsflertal, hvorimod Højres insisterede på kongens suveræne ret til at udnævne regeringen.
Embedsstanden, godsejerne og borgerskabet så ingen grund til at nogle folketalere skulle have ministerposter, blot fordi de ”ubeskedent” krævede det, med henvisning til flertallet blandt bønder og arbejdere.
Da Estrups blev udnævnt til konseilspræsident i 1875 fik tilhængerne af parlamentarismen en hårdnakket modstander, som sikrede kongemagtens rettigheder de næste 20 år.

Forfatningskampen blev stærkt optrappet under den tid, der blev kaldt ”Provisorietiden” fra 1885 til 1894, fordi Estrups regering i den periode regerede via midlertidige – provisoriske – finanslove og andre love udstedt direkte af regeringen uden om Rigsdagen.

Disse store politiske modsætninger i samfundet grundet Estrup regimets omfattende begrænsninger i den folkelige ytringsfrihed, gav mange udslag både i lovgivning og samfundsmæssige reaktioner.

Eksempel: uddrag af ”Tillæg til den almindelige borgerlige Straffelov”

Foreløbelig lov Nr.224
2 den Novebr.
Angaaende Tillæg til den almindelige borgerlige Straffelov

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,

Gjøre vitterligt:

Da det under de forhaandenværende Omstændigheder maa anses for paatrængende nødvendigt at udfylde den almindelige borgerlige Straffelov med saadanne Bestemmelser, som i andre Landes Straffelove ere fundne fornødne til Beskyttelsen af den offentlige Ro og Orden, saa ville Vi i Medfør af Grundlovens § 25 have befalet som følger:
……

Den, som i Tale eller Skrift, henvendt til Publikum i Almindelighed eller til Forsamlinger, eller iøvrigt paa en den offentlige Ro og Orden faretruende Maade ophidser Klasser eller Dele af Befolkningen til Had og Forbittrelse eller til Voldsgjerninger imod andre Klasser eller Dele af den, straffes med Fængsel.

§ 4.
Den, som offentlig fremsætter eller udbreder opdigtede eller forvanskede Kjendsgjerninger for derved at gjøre Statens Indretninger eller Regjeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige straffes med Fængsel.

Givet paa Amalienborg, den 2den November 1885.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.

Skolerne som hidtil havde været anvendt som hjemsted for stigende foreningsaktivitet og folkelig oplysning. Disse aktiviteter blev hurtigt forbudt af højreregeringen. Det blev endvidere forbudt at anvende skolerne til festlige arrangementer, da høreregeringen frygtede at disse sammenkomster havde en anden agenda.

Først kom det såkaldte ”Mundkurvcirkulæret” i 1885, som skulle forhindre propagandistisk optræden blandt skolelærere og samtidig blev der oprettet et militært korps (Gendarmkorpset), som skulle sikre ro og orden. I Mundkurvscirkulæret slås begrænsningerne fast; – i Kirke- og Undervisningsministeriets cirkulære af 22 april 1885 findes følgende to formuleringer: ”hvorved Almueskolelærerne advares imod enhver offentlig mod Regeringen rettet ophidsende Agitation” og mod de lærere ved borger- og almueskolerne, som “paa særlig fremtrædende og ligeoverfor Regeringen upassende Maade deltaget som Talere og Ledere i de til Dannelsen af “Riffelforeninger” afholdte Møder og indmeldt sig som Medlemmer af disse Foreninger, ja, endog modtaget Valg som Medlemmer af deres Bestyrelser”.
Men det sluttede ikke her. I 1889 blev Mundkurvcirkulæret fulgt op med et forbud mod at bruge skolernes lokaler til mange forskellige aktiviteter.

Disse begrænsninger i det almindelige folks frihed, rejste en storm af harme over hele landet. Venstrebønderne mobiliserede kampstemning og sendte masseresolutioner til kongen med krav om ministerskifte, Grundtvigianerne strømmede til skytteforeningerne og her blev mange venstremænd valgt ind i bestyrelserne – og holdningen var helt tydelig ,våbnene kunne også bruges mod ”frihedens indre fjender”- altså Estrup og Højre.
Uroen og det politiske røre, trængte helt ned til børnene. På landet kunne det ske, at de små skulle spille Højremænd i stedet for tyskere og have bank af de store, som byttede rollerne fra danskere til Venstremænd. En 13 – årig dreng fra Silkeborg modtog efter dom 10 slag ris, for at have råbt ”ned med Estrup”. I nogle skoler sloges man så blodet flød.

Provisorietiden blev først afsluttet i 1894, hvor moderate kræfter, dels fra Højre, dels fra Venstre indgik et kompromis, og Estrup dermed blev afløst af en mere forhandlingsvillig regeringsleder, samtidig med at Venstre accepterede, at Landstinget blev ligestillet med Folketinget. Det var dog først ved systemskiftet i 1901, at man med den første venstreregering fik en regering, der var i overensstemmelse med flertallet i Folketinget. Dog er det pudsigt ,at parlamentarismen som bærende forfatningsprincip i Danmark, først blev indskrevet i Grundloven af 1953.

Perioden fra 1885 til 1894 dannede grundlaget for etableringen af forsamlingshusene som vi kender dem i dag. Møde- og forsamlingsaktiviteter rykkede først ind i private hjem, men ganske kort tid efter begyndte de første byggerier af forsamlingshuse, som hurtigt bredte sig til hele landet. En typisk sætning i vedtægterne kunne være: ”Her kan ordet lyde frit uden bånd i nogen retning.”

Forsamlingshuse blev derfor almindelige i hele landet og en hver landsby ville gerne have sit eget forsamlingshus. Der blev opført mellem 1.600-1.700 forsamlingshuse i hele landet, hvor der i dag er knap 800 tilbage, hvilke vi bør bevare og betragte som en del af den danske kulturarv og historie.

Kvols Forsamlingshus blev som nævnt indviet d. 11 juni 1989, og blev således etableret midt i Christian d. 9, Estrups og Højres provisoriske og diktatoriske regime. Gennem indvielsestalerne og tildragelsen med Højre mødet i 1891 kan vi tydelig fornemme konflikten.
Fabrikant Brems udtrykker i sin indvielsestale flg.: ”det stadig var mangel på oplysning, der havde været den væsentligste årsag til de forsmædelser, hvorunder folkene i tidernes løb havde lidt. Han udbragte et leve for, at dette hus måtte tjene den gode oplysnings fremme.”

Den højre orienterede Herredsfoged van Wüllich behandling af fiskerne fra Kvols, efter uoverensstemmelserne omkring bænkene til højre mødet, viser tydeligt den magtbrynde og urimelighed, som den gruppe i samfundet udøvede overfor lokal befolkningen.

Kvols Forsamlingshus blev otte-kantet.

Det er ikke muligt helt præcist at redegøre hvorfor Kvols Forsamlingshus blev otte-kantet, men måske er man blandt andet blevet inspireret af det otte-kantede forsamlingshus, som blev bygget i Sdr. Ørum i 1883, det blev opført med henblik på foredragsarrangementer og bestod oprindeligt kun af en gang og den ottekantede sal. Sdr. Ørum forsamlingshus ligger knap 9 km fra Kvols.


Men Ørum og Kvols Forsamlingshuse var formodentligt inspireret af det meget større otte-kantede forsamlingshus i Øster Jølby på Mors, der blev opført i 1876. Til at forestå opførelsen og driften af forsamlingshuset i Øster Jølby, blev der på et møde den 30. december 1875 stiftet en forening, der fik navnet ”Morslands danske Samfund”, som i dag stadig er aktiv.

Lignende danske samfund blev i det nittende århundredes sidste halvdel oprettet rundt omkring i landet. Initiativet udgik fra N.F.S. Grundtvig og en kreds af hans venner. Formålet med disse samfund var at skabe organisatoriske rammer omkring de folkelige møder og omkring den frihed, som det danske folk fik igennem 1840´erne og i forbindelse med grundloven i 1849.
Se eksempelvis Grundtvigs foredrag afholdt den 21. september 1841 i Danske Samfund, om forholdene i den offentlige skole, som var et tilbagevendende tema i Grundtvigs taler.

Forfatteren Knud Sørensen, har i sin novelle ”Det ottekantede forsamlingshus” givet en mere omfattende fortælling om forsamlingshuset i Øster Jølby, som jeg gerne anbefaler at læse.
Knud Sørensen henviser heri til flere otte-kantede byggerier i Danmark og en teori om hvorfor husene blev bygget otte-kantede.

Klippemoskéen

Den ottekantede bygningstype har en meget lang forhistorie. Oktogonen var af ældgammel oprindelse i den kristne kirke. Oldkirkens dåbskapeller og den nære Orients ældste kirkebygninger havde ofte denne form, den ældst kendte i Europa er, “Vindenes Tårn” i Athen ( Horologion of Andronikos Kyrrhestes ) som blev opført ca. 100 år før Kristi Fødsel og den måske mere kendte “Klippemoske” som er beliggende på Tempelbjerget i Jerusalem, og som er opført i slutningen af 600-tallet.
Men også nord for Alperne var typen kendt fra Karl den Stores gravkirke i Aachen, som fik adskillige efterfølgere. Ottekanten synes ganske at være forladt som kirketype i højmiddelalderen. Med renæssancen fornyedes interessen for centralhuset, med ottekanten som vigtigt element, og man byggede igen mange ottekantede kirker, denne tradition blev også tydelig i Nederlandene. Herfra medbragte Felix Dusart, en hollandsk-dansk arkitekt, der kom til København efter den store brand i 1728 og slog sig ned som teglbrænder og entreprenør, ideerne til ottekantede bygninger og i 1732-34 tegnede han den ottekantede Frederiksberg Kirke efter hollandsk mønster.

Frederiksberg Kirke

Skønt denne ottekantede kirketype ved første øjekast måtte se ud som en nyskabelse for dansk protestantisk kirkebyggeri, var den egentlig ikke revolutionerende. Den ottekantede figur var i stærk fremgang i Norden, længe før den nåede frem til Frederiksberg.
Arkitekten Cai Dose, blev uddannet i København i tidsrummet 1724 til 1735, hvorefter han i en periode arbejdede som entreprenør på Als og senere blandt andet som arkitekt i København og Sønderjylland skriver i et memorandum fra 9. juli 1752, at ottekanten kommer den fuldkomne form, cirklen, meget nær, og at den som følge deraf giver det største rum med det mindste materiale forbrug. Hans betragtninger gælder formodentlig kun kirker af mere beskedent omfang, men de afslører, hvorfor den ottekantede kirkebygning nåede så stor en udbredelse i det protestantiske Nordeuropa. Måske har den antagelse også påvirket bygmestrene af de ottekantede forsamlingshuse i vor egen del af landet.

Tegningerne til Sdr. Ørum Forsamlingshus blev udarbejdet af en tømrer Kristen Jensen, som tidligere nævnt, helt sandsynligt har fået sin inspiration fra forsamlingshuset i Øster Jølby. Vi ved ikke hvem der tegnede Kvols Forsamlingshus, men det var murermester Søren Kristian Kristensen, der byggede huset. Han boede oprindeligt i ”Løvhytten”, bag smeden i Knudby men bosatte sig i Kvols fra 1918 til sin død i 1942.

Kvols Forsamlingshus ejerforhold og grunden huset blev bygget på.

Grunden som forsamlingshuset er bygget på var oprindelig byens sand- og mergelgrav. Alle lokale kunne hente sand og senere mergel fra grunden – den har således været fælleseje for byens befolkning – senere har en gruppe lokale, vel egentlig gårdejere dannet en interesse forening, som stod som ejere af området – på et tidspunkt er der derfor dannet et interessent selskab (I/S) – men eftersom der mellem 1870 – 1930 ikke har været tale om egentlig officielle registre eller protokoller på dette område, har det derfor været umuligt at finde selskabet fælles aftale og ejergruppe.

I 1946 beslutter man på generalforsamlingen, at prøve at få skøde på jorden og det omliggende ”anlæg”. Tilsyneladende førte det ikke til noget, eftersom man i forbindelse med en omfattende istandsættelse i 1976 ønskede at belåne huset, men måtte konstatere, at der ikke fandtes noget skøde.
I den nuværende tingbogsattest, er følgende angivet:
Den 23. december 1977 afsiger civilretten i Viborg by- og herredsret følgende kendelse:
Da der er sket behørig indkaldelse i henhold til TGL § 52 a, og da ingen har givet møde
Bestemmes: Den selvejende institution Kvols Forsamlingshus kendes ejendomsberettiget til ejendom matr.nr. 34 Kvols by og sogn
Grundtvig

I de indscannede tingbøger fra 1927 til 2000 kan man se ovennævnte kendelse, men derudover oplyses det, at matriklen har karakter af Sandgrav, og af Landbrugsministeriets skrivelse af 10. maj 1946 angives det, at matriklen tilhører I/S Kvols Forsamlingshus.

Af det tidligere omtalte jubilæums skrift for Kvols Forsamlingshus fremgår følgende sjove fortælling om grunden:
I Viborg Stifts Folkeblad fra d. 7. dec. 1928 kan vi i artiklen – Nogle Kvolsminder – af P. M. Rørsig læse om anlægget. Artiklen er skrevet i anledning af J.A. Clausens død.
Lyt til en mesterfortællers poetiske og dramatiske skildring.
Kvols var vist den første landsby på disse egne, der havde sig et lille lystanlæg. Træerne var i min barndom i deres vorden. Nu er de helt afdrevne, så der kun står en enkelt forblæst birk tilbage. Pladsen var en helt idyl, da forsamlingshuset, den ejendommelige rotunde, rejstes i i 1989.
En bæk, der havde sit forløb ned gennem ”Æ Nejerboi”, havde her sit udspring. Flere steder kogte vandet op af jorden. Når det var kommet under vejen og over i engen, dannede det straks et bassin for Jens Peter Jeppes ænder. For hundrede år siden løb det lidt længere ned gennem Mikkel Mortens gård. De fleste af byens beboere forsynede sig i ældre tider med vand fra denne bæk, og kreaturerne dreves til vands ved den både sommer og vinter. Ud for hver gård eller hus nedgravedes en tjæretønde ved eller i selve bækken. Så havde man på en nem og billig måde en brønd. Helst skulle tønden være nedgravet over sådan sprudlende kilde. Tjæretøndens bund var slået ud, så det hvide, ”kogende” vand var i en stadig bevægelse op ad de sorte sider. De mange kildespring, hvor anlægget senere bredte sig, hed i 1850`erne tønde-kilderne.
Ved forår gik de gamle kvolsinger i fællesskabets tid hen til hver sin respektive kilde eller tønde og sænkede en maltkerne og en humlekop (humleblomst) ned i det klare ”kogende” vand. Når denne handling eller forholdsregel blev taget, mente man, at øllet, som bryggedes af kildevandet, kunne holde sig frisk om sommeren uden at blive sur
.”

Øl var en uundværlig del af hverdagskosten for landets befolkning lang tilbage i tiden og havde i høj grad stor betydning i landbruget. Ofte var brøndvandet ikke rent nok til, at man kunne tåle at drikke det, ofte var vandet bedre hvis man havde adgang til kildevand. Men den faktor, at man skulle koge mæsken bevirkede, at man dermed opnåede en desinficerende effekt på vandet, som derfor kunne indgå i den daglige husholdning.

Vore kilder er nogle af de ældste kulturarvsminder vi har, og kilders betydning og historie strækker sig bagud lige så længe mennesket har levet. Vi kan finde spor mere end 10.000 år tilbage til afslutningen af den sidste istid. Hvor det danske landskab blev dannet i takt med at isen langsomt trak sig tilbage.
Kildevæld har fra oldtiden været dyrket på grund af naturmagterne af alle, og her i området sikkert begyndende med de første jægere- og fiskere, der bosatte sig i vores område. I mange danske kilder er der gjort fund af flinteredskaber nedlagt som offer til kildens “ånd”, vi har selv haft en stor oplevelse med at finde en flinteøkse i en kilde ved Femmøller, nær Ebeltoft. Når man gør et sådant fund bliver man noget ydmyg og ser sig selv som et led i en større kulturel sammenhæng . I stenalder, bronzealder og jernalder har man dyrket kilderne som bindeled til naturmagterne solen og ilden.
Også i den nordiske mytologi står asken Ygdrasil hvis grene breder sig over hele jorden, og hvis krone rager op i himlen. Træet vandes af Erds kilde ved dets fod, af nornerne, fortids-, nutids- og fremtidsgudinderne Urd, Verdande og Skuld, som sidder ved træets fod. Hver dag overøser de træet med kildens vand, og herfra strømmer det videre ud i verden – evig grøn over Urds kildevæld.
Kilderne rundt omkring i Danmark har også haft stor betydning både i forhold til overtroen, men også som kristne hellig kilder.
Så “Kvolsingernes” årlige ofring af en maltkerne og en humlekop til kilden i det 19 århundrede har en meget lang kulturtradition bag sig, med bund i gamle myter og forestillinger.

Forsamlingshusene fik funktion som hele sognets alrum. Her udfoldede sig et livligt socialt liv med møder, foredrag, skytte- og gymnastikforeningers arrangementer, fællessang og dilettant, senere blev aktiviteterne udviddet med blandt andet, dåb, konfirmation, bryllup, teater, banko, dans og ”suppe steg og is-fester”. Forsamlingshusenes funktion er også knyttet sammen med andelsbevægelsernes og landbrugets udvikling i Danmark.

Det er ikke muligt at sige noget om aktiviteterne i Kvols Forsamlingshus før efter 1916, eftersom Forsamlingshusets protokol fra de første 27 år desværre er borte.
Derfor har man heller ikke de første vedtægter.
Skytteforeningerne udvidede aktiviteterne til gymnastik og idræt, hvilket man kan se var en af aktiviteterne i Kvols Forsamlingshus. Den lokale murer Søren Kristian Kristensen, som byggede Kvols Forsamlingshus, havde i vinteren 82-83 været på Mellerup Højskole, og tog den følgende vinter et delingsfører kursus på Askov Højskole og ledede den lokale gymnastik en periode. Han blev også husket for sit violinspil i Forsamlingshuset, hvor han spillede til folkedans, brylluper og andre festlige lejligheder. Senere bliver det lærer Mikkelsen, der forestod gymnastik undervisning

Fra 1889 og fremefter blev højskolebevægelsen også tydelig i Kvols, mange oplevede i deres unge dage højskolelivet og spredte den livserfaring videre til hjemstavnen. I Forsamlingshuset kunne der etableres højskolelignende ånd og livsoplysning gennem foredrag, fortælling og sang. Følgelig blev Kvols Foredragsforening en vigtig forening på dette område, som formidler af de grundtvigske højskoletanker. I de gamle protokoller kan man se at talerne ofte var højskolefolk, forstandere og præster

Annonce Viborg Stifts Folkeblad 11. april 1897

Man kan desuden se at denne bevægelse var i fremgang i lokalområdet, eftersom man i 1868 stiftede et aktieselskab med det formål at få stiftet en højskole og i 1870 blev Skals Højskole etableret i det nedlagte toldsted på Hjarbæk Havn – som i dag er Hjarbæk Kro – (mere om dette på et andet sted på Fjordruten.dk når det bliver opdateret)
Man fik også etableret en Ungdomsforening i Kvols, som stod for fester, baller, dilettant og lignende sjove aktiviteter. – I jubilæums skriftet for Kvols Forsamlingshus er der mere indgående beskrivelser af talere og aktiviteter i den sammenhæng og udvikling frem til 1960`erne

Forsamlingshuset som blev etableret i forlængelse af de politiske udfordringer, der opstod under Provisorietiden, og hvor en ny oplyst bevidsthed blandt Venstres opkommende befolkningsklasser, skabte et folkeligt pres for at blive en del af landets demokratiske udvikling, medførte omfattende møde- og foredragsaktivitet i Forsamlingshuset og nye indsigter, blandt andet erhvervet gennem førnævnte højskoletilgang fortsatte efter århundredskiftet, og nu begyndte arbejderbevægelsen også at dukke op i de politiske drøftelser, som fandt sted i Forsamlingshuset, gennem den politiske tradition der var udviklet her.
Et eksempel på disse drøftelser finder vi i et reterat af Vælgermødet i Kvols, refereret i Viborg Stifts Folkeblad d. 27. September 1919.:

Hr. Willumsen vil have valgretsalderen sat ned til 23 år.
Johansen, Kvosted om Socialdemokraternes indflydelse på Regeringen.
Det politiske møde i Kvols havde samlet et halvt hundrede tilhørere.
J. A. Klausen valgtes til dirigent.
Willumsen holdt sit sædvanlige foredrag. Han talte sluttelig om Grundlovsforandringen. Han ønskede valgretsalderen sat ned til 23 år. Det var ingen skade til, at vi fik noget ungt blod med ind i landets styre.
Binderup begyndte med en omtale af de finansielle forhold. Han omtalte jordlovene og understregede, at Zahle nu var kommen dertil, at han kunne rette en uforbeholden tak til Landstinget. Det er endda kun få måneder, siden Rode kaldte landstingsmændene Bolscheviker!.
Landstingsmand J. Kr. Johansen, talte som stedfortræder for redaktør Mortensen. Han forstod ikke, at spørgsmålet om alliance mellem Radikale og Socialdemokraterne kunne beskæftige de andre partier.det var noget, der ikke kom dem ved. Han var tilfreds med regeringens politik under krigen, men den var ikke blevet ført, hvis Socialdemokratiet ikke havde stået bag ved. (Hørt)
Det resultat, der opnåedes med Jordlovene, var tarveligt, og taleren var her afgjort i modsætning til de to foregående talere. Han vilde hellere have sagen udskudt, end løst på den måde, som var sket. Samfundet bliver snydt for værdier, som det faktisk har ret til.
Til slut omtalte han det sønderjydske spørgsmål og påstod derefter, at J.C. Christensen havde søgt at indlede ”Tyskerkurs”.
Han anbefalede sine meningsfæller at stemme på redaktør Mortensen, selv om man også havde så god en kandidat her som hr. Willumsen.
Binderup troede ikke, at Socialdemokraternes teorier skulle føre til lykke. Man kan blot sen hen til de byer, hvor Socialdemokraterne har magten.
Hr. Johansen fremhævede Socialdemokraternes magt overfor den Radikale regering. Det er jo noget man ved, at det er Socialdemokraterne, der har trukket i trådene, men det er sjældent, at man hører det indrømmet.
Hr. Johansen mente, at Venstre førte ”Tyskerkurs”. Men det er fuldkommen urigtigt. Der blev søgt oplysning i syd og i vest om mulighederne for vor neutralitets anerkendelse.
Willumsen forsvarede regeringens inden- og udenrigspolitik. Når denne politik var ført så godt, skyldtes det i væsentlig grad, at regeringen var blevet støttet af Socialdemokraterne.
Johansen indrømmede, at Socialdemokratiet tilsigtede en lovgivning af revolutionær karakter. Han kom ind på Socialdemokratiets stilling til nationalfølelse. Socialdemokratiet ønskede at bekæmpe nationalhadet, som var opflasket gennem historieundervisning.
Binderup gjorde rede for samtalerne mellem Lütken og Moltke. Der var ingen ”Tyskerkusr” heri. Vi ville neutraliteten til det yderste. Johansens påstand om, at nationalhad var prædiket s skolerne, er ikke rigtig. Der er forskel på nationalfølelse og nationalhad.
Willumsen hævdede, at Rode ikke havde været enevældig. Han havde de 1000 nævn at slås med (!).
Johansen kom igen ind på de Lütkenske samtaler og benægtede, at udenrigsministeren kendte samtalerne den 5. august 1914 (Stærke protester fra forsamlingen).
Binderup understregede, at Moltke netop klart erklærede, da han hørte instruksen, at han nu forstod at Danmark ikke ville gå med til nogen militærkonvention.
Dirigenten sluttede mødet med et leve for Danmark
.”

Den omtalte “Johansen fra Kvosted” var arbejderpioneren husmand og senere landstingsmand Johannes Christian Johansen. Han kom fra en arbejder familie og havde et statshusmandsbrug i Kvosted, han stillede op til rigsdagskandidat for socialdemokraterne i 1913. Forfatteren Jeppe Aakjær havde været opstiller og fortaler for Johannes Christian Johansen, men det hjalp ikke, han blev først valgt ind i rigsdagen i 1918 som socialdemokratisk landtingsmand. Men i 1917 blev han valgt ind i det lokale sogneråd og blev medlem af Vorde-Fiskbæk-Romlund Sogneråd fra 1937. Han var blandt andet formand for Taarup So­cialdemokratiske Forening fra 1910 til 1932.

Man får dog også et andet billede af hvordan tiderne skifter ved at se på hvem der lejede Kvols Forsamlingshus før 2. verdenskrig. Det var Ungdomsforeningen, Skytteforeningen, Venstre foreninger, Jagtforeningen, Gymnastikforeningen, Aftenskolen, Hesteforsikringen, Brandkassen, Sygekassen og Kommunen, sidstnævnte til skolebørnenes gymnastik, valg og udbetalinger.
Efter krigen tegner sig et andet billede, her møder man Hjemmeværnet, Dansk-Nordisk Ungdom, Dansk Samling, Kontrolforeningen, Husmoderforeningen, Røde Kors, Sykursus, Torskegilde og forældremøder. Der har desuden været Bingo, Tipsklub og konkurrence-Whist.

Anden Verdenskrig og Kvols Forsamlingshus.

Under 2. verdenskrig trådte husets grundlæggende idé, det frie og ucensurerede ord, atter frem.
Tidligere var disse værdier opstået og blevet grundfæstet imod Estrups Provisorie regime, som tidligere nævnt: Nu var Hitlers Nazistiske terrorregime målet.
I Kvols Forsamlingshus trykte Gunnar Olesen fra Hedegaard det ”illegale” blad ”Budstikken”.
I jubilæumsskriftet beretter Svend Lybæk flg.:
”Gunnar Olesen startede trykningen af ”Budstikken” i ”kælderen” i forsamlingshuset. Kælderen lå i niveau med køkkenet, men var bygget ind i skrænten bag ved, men i forlængelse af selve huset. For at kunne trykke blade, må man som minimum have to ting, en skrivemaskine og en duplikator.
Skrivemaskinen købte Gunnar Olesen i ”Den hule Tand”, som butikken i huset på Virksundvej nr. 34 blev kaldt. Butikken var egentlig et brødudsalg, men der kunne altså handles lidt af hvert.
Duplikatoren blev skaffet fra Ålborg, hvor Gunnar Olesen tidligere havde været med i undergrundsarbejde. Duplikatoren kostede 250 kr. + papir og kom med tog til Løgstrup.
Den blev uden at nogen tilsyneladende fattede mistanke anbragt på loftet over den store sal. Det var lidt besværligt at få den bragt ned i kælderen, når den skulle benyttes.
Loftet var ikke beregnet til at gå på, og maskinen var ret tung at bære, målte i højden 80 cm og ca 40 cm i bredden, men det lykkedes Gunnar Olesen at få maskinen båret op og ned adskillige gange uden at falde igennem det tynde loft. Nøglen til huset lykkedes det at skaffe gennem Ejler Rasmussen, som også var med i arbejdet med trykning og distribuering af ”Budstikken”. Selv om arbejdet foregik om natten og uden synlig lys, var det alligevel svært at holde foretagendet skjult, hvad følgende lille historie viser.
Gunnar Olesen havde afsluttet sit arbejde og var nu på vej ud af huset for at komme hjem. I buskadset udenfor falder han over Georg Hermansen, der som Gunnar Olesen med et smil om munden siger: ’var i færd med at dyrke nærdemokrati med en bette pige`. Nå men nu var skaden jo sket, og der var derfor ikke andet at gøre end optage Georg Hermansen i gruppen af modstandsfolk. ’Han var også god nok, men lidt for ivrig efter at fortælle hvor aktiv han var’, siger Gunnar Olesen
.”

Beretningen fortsætter med yderligere beskrivelse af situationen i Kvols under besættelsen i Jubilæumsskriftet.

Man kan dog fastslå at i krigsårene fik begrebet dansk kultur et nyt indhold og en ny betydning, og fællesskabet omkring forsamlingshusene blev i disse år styrket. Men i årtierne efter 2. verdenskrig bevirkede en svækkelse af landbefolkningen dels i talmæssig forstand, dels mere abstrakt i form af en svigtende selvtillid i en befolkning, der i generationer havde følt sig som bærere af landets hovederhverv og folkelige kultur, og forsamlingshusene kom ind i en nedgangsperiode som de forblev i gennem en relativ lang efterfølgende periode.

Gennem 60’erne og begyndelsen af 70’erne var den alvorligste og længste nedgangsperiode nogensinde, ikke mindst fordi den ramte så godt som alle forsamlingshuse. Forsamlingshusenes nedgangsperiode skyldtes delvis befolkningens ændrede fritidsvaner og omgangsformer, delvis andre samfundsskabte årsager. Antallet af unge på landet faldt i disse år kraftigere end andre aldersgrupper, og den del af ungdommen, der blev tilbage, forlod forsamlingshusene, efterhånden som idræts-, sports- og ungdomsaktiviteter blev knyttet til centralskoler, nye sportsanlæg og haller.

Tendensen bliver tydelig i Kvols Forsamlingshus gennem1960`erne, her falder aktivitetsniveauet markant. Da Kvols Skole lukker i 1961, ophører skolens brug af huset. Kommunens anvendelse af huset til offentlige aktiviteter ophører ved kommunalvalget i 1969 og samtidig afvikles der ikke mere baller i forsamlingshuset. Disse manglende aktiviteter medfører omfattende tab af indtægter for Forsamlingshuset, og Foredragsforeningen sygner hen og er stort set ophørt.

Udviklingen gjorde, at det blev vanskeligere at drive og bibeholde forsamlingshuset i landsbyen, hvilket var tydeligt over hele landet i den periode. Landsbyernes kulturliv havde gennem det sidste århundrede været præget af Højskole- og Andelsbevægelsen. Denne påvirkning medførte, at man i landsbyerne havde en tradition for kulturformidling, der var anderledes end den officielle kulturpolitik. Landsbykulturen kom mere til udtryk gennem den livsform og det overskuelige fællesskab, der var i landsbyen, end gennem udefra kommende påvirkninger fra den officielle kulturformidling.

Efter at fjernsynet blev blevet udbredt, blev den kultur, fjernsynet formidlede, et alment forbrugsgode. Fjernsynet, begyndte at sende regelmæssigt fra 1954, og kom til at øve en væsentlig indflydelse på det enkelte menneskes anvendelse af fritiden, hvilket fik betydeligt indflydelse på dagligdagen.

Det kom til at betyde, at de tidligere kulturelle aktiviteter i landsbyen blev reduceret og markant påvirket af fjernsynets nye central rolle i den enkelte families liv og dens samværsform. I takt med udvidelsen af sendetiden, specielt lørdag og søndag eftermiddag, kom fjernsynet til at overtage og opfylde en del af de funktioner, som fællesaktiviteterne i foreninger tidligere tog sig af.
Behovet for passiv oplysning og underholdning blev i høj grad tilgodeset hjemme foran fjernsynsskærmen, og det betød at behovet for kulturaktivitet i fællesskab med andre blev markant reduceret.

Landsbyerne blev grundet ovenstående og den tiltagende lukning af skoler, butikker, beskæftigelsesmuligheder og andre serviceydelsers forsvinden præget af tab af landsbyens tidligere livsformer og kulturelle værdier. Nedlæggelsen af institutioner og små virksomheder påvirkede
den lokale livsform. Når landsbybeboerne i deres dagligdag oplevede, at tingene forsvandt fra landsbyen – og at der kun blev nedlagt, var det tegn på at det tilsyneladende kun kunne gå én vej – hvilket ofte medførte, at landsbybeboerne mistede troen på, at de havde medindflydelse på forholdene i deres eget område, hvad enten dette vedrørte de fysiske forhold, skole- eller institutionsplanlægningen og dermed kom til at skabe en slags kollektiv resignation.

Denne landsdækkende situation bevirkede, at en del ildsjæle fra forskellige landsbyer i Danmark gik sammen og fik etableret Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” den 27. december 1976.
Af formålsparagraffen fremgik det, af foreningen skulle arbejde for:

  • At støtte det arbejde, der gøres for at genetablere, bevare og videreudvikle landsbysamfundene og det miljø og den kultur disse repræsenterer.
  • At støtte bestræbelserne for at give borgeren lokal medindflydelse, lokalt medansvar og lokale samarbejdsmuligheder.

Foreningens første opgave var at få udarbejde en rapport, der beskrev den alvorlige situation, Danmarks mange landsbysamfund var kommet i. Rapporten skulle specielt formidles til landspolitikerne på Christiansborg.
Det medførte at foreningen d. 17. maj 1977 afholdt et møde med den Socialdemokratiske miljøminister Niels Matthiasen, hvor de fremførte essensen af rapporten på vers:

Danmark er som et bøgetræ:
En stor stamme – det er København
Århus, Odense og Aalborg.
Og igen mange mindre grene – det er Tønder,
Næstved, Silkeborg, Assens, Frederikssund.
Og til sidst de allerfineste grene, kvistene
som bladene sidder på, og som forsyner
samfundet med den livsvigtige energi
fra solen og luften, det er landsbyerne.
Den dumme gartner.
Han er så imponeret af den store stamme.
”Her skal væksten koncentreres”,
tænker han,
og alle de små fine kviste generer udsigten
til den store stamme og de store grene.
Derfor klippen han dem af.
Og samfundet bliver sygt.
Men nu er der kommet en ny gartner, den gode gartner.
Han kommer gødning til træet.
Og han plejer træet, så der kommer mange
levende små kviste, som bærer mange grønne blade.
Landsbyerne liver op,
og Danmark bliver igen:
Dejligst vang og vænge.”

Niels Matthiasen forstod budskabet, og lovede, at der skulle nedsættes en Landsbykommission og et Forsamlingshusudvalg. Landsbykommissionen skulle kulegrave de lovmæssige og de fysiske landsbyproblemer, mens Forsamlingshusudvalget skulle belyse de folkelige og kulturelles værdier, trusler og muligheder, og i 1979 udkom 2 fyldige rapporter, som begge vidnede om et meget stort engagement fra kulturministerens side.
For indeværende (070421) har jeg ikke kunne få fat i Forsamlingshusudvalgets rapport: “Forsamlingshuse på landet – en redegørelse – afgivet af kulturministeriets forsamlingshusudvalg” fra 1979. Men det er muligt, at læse Landsbykommissionens rapport fra 1979: “Landsbykommissionen
delbetænkning 1 – den hidtidige udvikling
.”

Denne proces forsatte i 80’erne, og landspolitikerne begyndte at fatte interesse for lokalsamfundene. Af regeringens landsplanredegørelse fra 1982 fremgik nu følgende: ”Det er regeringens opfattelse, at mennesket bedst udfolder sig i små enheder, hvor konsekvenserne af ens handlinger let kan overskues, og hvor den enkelte har lettere ved at påvirke udviklingen. Det er derfor en central opgave for regeringen at arbejde for en decentralisering og styrkelse af lokalsamfundene”. De lokale samfund var igen kommet på den landspolitiske dagsorden. Nu skulle den centralistiske lovgivning, ikke mindst by- og landzoneloven, Planloven, ændres. Det viste sig at blive en langsommelig og omfattende opgave.

Et tydeligt bevis på disse vanskeligheder ser man af følgende:
Et af de centralistiske tiltag bestod i, at der i en adresse ikke længere skulle være 4 linjer, men kun 3 linjer. Der var således ikke længere plads til Danmarks tredive tusinde landsby-/stednavne. Når et lokalsamfund intet navn har, mister det sin identitet.
Foreningen henvendte sig derfor til daværende indenrigsminister fra Venstre Britta Schall Holberg, der efterfølgende d. 24. september 1984 sendte følgende skrivelse til alle kommunalbestyrelser og offentlige myndigheder, med følgende ordlyd: ”Jeg skal hermed henlede kommunalbestyrelsens opmærksomhed på, at landsbynavne og gårdnavne i den sidste halve snes år i større og større omfang er gledet ud af kommunernes og statens adressering. Såvel af kunsthistoriske som af praktiske grunde, finder jeg det højest betænkeligt og i strid med den lokale befolknings ønsker. Jeg skal derfor henstille til kommunalbestyrelsen i langt videre omfang at anvende disse navne i adresseringen til borgerne”.

Dette var jo blot en lille ting i den store sammenhæng, men alligevel et eksempel på hvad man måtte kæmpe med i landsbyerne rundt omkring i landet, og ser man konkret på hvad resultatet blev af denne sag i dag – blev det jo den centralistiske beslutning, som fik overtaget.

Der skete nogle organisatoriske ændringer og ”Landsbyerne i Danmarks” arbejde blev ført videre af
”Landsbyerne i Danmark”, som havde et fokus område på Forsamlingshusene, men selvom der i 1977 blev nedsat et Forsamlingshusudvalg, skete der ikke mere på området. Derfor nedsatte man i en tværgående initiativgruppe som udarbejdede en fyldig rapport ”Dansen om de danske forsamlingshuse”. I september 2007 mødtes gruppen med den konservative kulturminister Brian Mikkelsen, som lovede støtte til et udredningsarbejde for de tilbageværende forsamlingshuse, og i august 2008 blev der bevilget kr. 200.000 til udredningen. Begrundelsen for udredningen lød som følger: ”Forsamlingshusenes folkelige betydning, strukturreformens udfordringer til husene, samt visioner for forsamlingshusenes fremtid”.
I februar 2009 mødtes initiativgruppen atter med den konservative kulturminister Carina Christensen, som gav tilsagn om støtte i kampagnen for at bevare de sidste 1250 forsamlingshuse.

I 2011 blev efter gentagne opfordringer etableret et ministerium for by, bolig og landdistrikter – hvor landdistrikterne fik deres eget ministerium. Dette ministerium blev herefter nedlagt ved venstreregeringens start i 2015.

I dag varetages den statslige relation til Landistrikterne gennem Det Danske Landdistriktsprogram (LAG midler) – som reelt er en udmøntning af midlerne fra den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, der er en del af EU’s fælles landbrugspolitik og finansiering fra danske stat. De lokale aktionsgrupper (LAG) giver tilskud til projekter, der kan skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Aktionsgrupperne prioriterer midlerne på baggrund af deres egen lokale udviklingsstrategi. I vort område fordeles midler nu fra LAG Skive-Viborg.

I nedgangsperioden fastholdt forsamlingshusene dog en hel del funktioner, og der kom også enkelte nye. Forsamlingshusene i denne periode var blevet lidt glemt, samtidig med at en lang række andre
lokale fællesforetagender og servicefunktioner blevet enten nedlagt eller lagt sammen til større enheder. Denne baggrund skabte alligevel en genopblomstring for forsamlingshusene. Sammen med fremkomsten af de mange beboerforeninger, moderne bylaug, lokalhistoriske arkiver m.m. fik forsamlingshuset sin betydning igen. Forsamlingshuset er blevet symbolet på de små samfunds overlevelsesevne og berettigelse.

Kvols Foredragsforening kommer til hægterne igen omkring 1980`erne hvor nye initiativer igen bliver igangsat, og Foredragsforeningen bliver aktiv igen med nye initiativer.
Kvols Forsamlingshus´s skrantende økonomi forbedres da Viborg Kommune i 1973 for første gang yder et tilskud på 3.000 kr., som det efterfølgende år forhøjes til 5.000 kr. – herved bliver det muligt igen at forbedre og vedligeholde huset. Den kommunale indsats for at støtte forsamlingshusene udvides løbende, og i dag modtager Kvols Forsamlingshus, som Viborg Kommunens øvrige forsamlingshuse 18.000 kr. årligt i generelt driftstilskud, og kan derudover søge om tilskud til vedligehold- og renoveringsopgaver.

I Viborg Kommune er den politiske indsats for at styrke lokalområderne, og dermed understøtte det arbejde, der blandt andet bliver udført i forsamlingshusene, blevet synlig gennem etableringen af et ”Landistriktsudvalg”, hvis formål er følgende; ”at understøtte bæredygtig udvikling i lokalsamfundene i samarbejde med de enkelte lokalområder og herigennem styrke og udvikle det lokale demokrati, værdien af lokale styrkepositioner, ildsjæle og aktive borgere”. Denne tankegang ligger fint i tråd med de tanker og ideer man grundlagde de danske forsamlingshuse ud fra.
Desuden har lokale borgerforeninger, foredragsforeninger, forsamlingshuse m.m. gået sammen i Viborg kommune om at etablere et fælles forum for samarbejde – ”Vibland” – hvis hovedformål er,
”at styrke samarbejde, vidensdeling og erfaringsudveksling imellem kommunens landsbyer”.
Det er derfor tydeligt, at de lokalt forankrede tiltag rundt om i landsbyerne stadig har karakter af folkelige bevægelser hvis formål er, at styrke fællesskabet, sprede viden og skabe sammenhold omkring fælles behov og indsatser. De folkelige bevægelser i landsbyerne, er i dag ikke tydeligt partipolitiske, men mere tværgående lokalpolitisk forankrede.

Kvols Forsamlingshus i dag.

Kvols Forsamlingshus danner i dag rammen for såvel lokale, som ude fra kommende. Den lokale Foredragsforening arrangerer en række aktiviteter med blandt andet sang og musik, fællesspisning, fastelavnsfest, foredrag, fortælleaftner, koncerter, og fælles møder om lokale spørgsmål.

invitation_viborg-fortc3a6llekreds_kvols1


Huset anvendes også til forskellige former for fester og højtidsarrangementer, hvor det lokale menighedsråd ofte er medarrangør. Foredragsforeningen og Forsamlingshuset afvikler eksempelvis i fællesskab den lokale årlige Affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening er initiativtager til.

I juni 1889 omtales, som tidligere nævnt, det lille vakre anlæg, hvor forsamlingshuset blev rejst, 129 år senere i juni 2018, ønskede den nuværende bestyrelse for Kvols Forsamlingshus, at anlægget omkring forsamlingshuset skulle have foretaget en forskønnelse og dammen ved huset trængte til at blive ryddet og oprenset.
Nu kan man ikke blot begynde på en sådan opgave, eftersom dammen og afløbet er blevet omfattet af Naturbeskyttelsesloven, og derfor krævede en dispensation – hvilket vi modtog d. 2. okt. 2018
hvorefter arbejdet blev iværksat i dec. 2019. Viborg Kommune støttede projektet med 20.000 kr.

Biologerne fra Viborg Kommune havde dog betinget sig, at området selv skulle reetablere sig for at opnå en naturlig biodiversitet.
Bestyrelsen ønskede desuden op styrke mulighederne for at kunne nyde anlægget ved at opstille bord- og bænkesæt på området, så lokale og besøgende kunne slappe af og nyde dammen og omgivelserne. I et samarbejde med ”Praktikcenter Viborg / Mercantec” fik vi bygge nogle gedigne og smukke bord- bænkesæt, som blev opstillet på området d. 17. april 2019 – anlægget blev stille og roligt grønt igen hen over sommeren – og anlægget fik følgelig sin Renæssance 130 år efter det blev anlagt.

At tidernes omskiftelighed og vilkår spiller ind på Kvols Forsamlingshus er tydeligt, og det er stadigt gældende. Et af de store temaer både i Danmark og globalt, er den globale opvarmning, primært forårsaget af en overordentlig markant udledning og stigning af drivhusgasser til atmosfæren heriblandt CO2.
De højere temperaturer ændrer også nedbørsmønstrene, som vi kender dem i dag. Målinger viser, at den årlige nedbør i Danmark er steget med ca. 100 mm over de seneste 100 år. Denne udvikling fortsætter. På tværs af landet falder der mere regn gennem hele året, og desuden vil skybrud og kraftig regn forekommer hyppigere fremover.
Klimaforandringerne bevirker stigende grundvandsstand, og flere steder kan grundvandsstanden lokalt øges med flere meter frem mod 2050.
Kvols Forsamlingshus er som nævnt beliggende i en sandgrav, hvor der også har været gravet tørv, hvilket har bevirket, at grundvandsstanden under og omkring forsamlingshuset er steget væsentligt hurtigere og mere end man hidtil har antaget. I slutningen af 2020 måtte vi konstatere, at vandstanden i området står ca. 20 cm. under jordoverfladen.

Vi prøvede derfor at grave en mindre åben grøft rundt om huset, for at lede vandet væk og ud i afløbssystemerne og dammen, men resultatet blev, formodentlig grundet det omkringliggende smeltevandssands beskaffenhed, at vi fik lavet en kilde rundt om huset og vandet ikke kunne trænge væk.
Vi er derfor nu i gang med, sammen med Viborg kommune, at få etableret et omfangsdræn, som forhåbentligt kan få ledt vandet væk, så huset kan blive tørlagt igen og anlægget omkring igen kan blive attraktivt for besøgende.

Livet i og omkring Kvols Forsamlingshus har altid spejlet vilkår såvel lokalt som nationalt og nu også globalt. Min forhåbning er, at dette unikke lokale kulturhistoriske hus må fortsætte ind i vor kommende fremtid og skabe rum for fællesskabet, viden, visioner og sammenhold på tværs og som et hus vi alle holder af og kerer os om.
Helt centralt skal de fysiske rammer være i orden. Den lokal opbakning og de forskellige initiativ gruppers aktiviteter er en absolut forudsætning, og sidst men ikke mindst er det nødvendigt at forsamlingshusets indhold løbende ajourføres og tilpasses tiden og lokalbefolkningens behov, og således fortløbende revitaliseres.