Limfjordskrejlerne anvendte forskellige former for Kaage (Kåge) til deres handel rundt omkring i Limfjorden.
Kaagen eller Kågen var en fladbundet sejlbåd, der blev brugt til fiskeri eller varetransport, som har været anvendt i hele Limfjorden, men også andre steder i landet. Navnet kåg genfindes i forskellige variationer fra Holland,Friesland og i hele Skandinaviens områderne
En ældre beskrivelse findes i et skrift af Limfjordskommissionen af 1741, der beskæftigede sig med fjordens fiskeriforhold, her skriver man; „kågen af bygning er spids i begge ender, bunden flad, siderne perpendikulære, så kågen er lige vid oven og neden. Den er afdelt i forskellige rum, bygget af eg, sejler godt med sprød- og foksejl. Nedkåg er de mindste, bundgarnskåg større og krejl-kåge, som kan føre 30-40 tdr. gods, de største, thi vel er føer kågen de allerstørste, men bruges ej til fiskeri og er af anden bygning”.
Føer kågen vil man vel betegne som en færge-kaag i dag.

Mærkeligt nok, findes der ikke bevarede limfjords-kaage eller “Krejler Kaage” fra århundredskiftet og næsten ikke noget billedmateriale af disse fartøjer.- det eneste fotografiske vidnesbyrd om krejler kaagen findes på et fotografi taget af fotograf Heinrich Tønnies.

Aalborg-fotografen Heinrich Tønnies tog omkring 1865 ovenstående fotografi af den nordligste del af Østerå. I åen ligger der mange såkaldte krejlerkåge og mindre både. På kajen og i en af kågene ses nogle af de varer, som kågene sejlede med: lertøj, blandt andet jydepotter. I baggrunden aner man Limfjorden. Kågene var blandt de sidste fartøjer, der kunne benytte Østerå som havn. Tønnies’ fotografi viser faktisk åhavnen i sin sidste fase, inden åen blev overdækket. Overdækningen fandt sted fra 1872 til 1897. Både, pramme og mindre skibe anløb i stort tal Østerå. Disse fartøjer må i det hele taget have været et markant indslag i Aalborgs havnemiljø, da de sørgede for transporten af varer og mennesker til og fra de skibe, der var for store til at anløbe åhavnen. Disse skibe måtte i stedet ankre op på reden og lade deres varer omlaste til de mindre fartøjer. Ålborg blev derfor den største Limfjords handelsby for kaag sejladsen i forhold til fjernhandel med andre store købstæder.

Kaagsejladsens store udbredelse skyldtes naturforholdene i en stor del af Limfjorden. Fjorden var lukket for sejlads mod Vesterhavet af Aggertangen , og først ved stormfloden i 1827 brød havet igennem til Limfjorden så det var muligt at sejle igennem. I den østlige del ved Løgstør grunde (Barre) var fjorden ofte så lavvandet, at man kun kunne passere med kaage. Disse og andre mindre skibe, der ikke stak så dybt, blev i stor udstrækning benyttet til sejlads på Limfjorden, da fjorden mange steder var ganske lavvandet, og da disse skibe ofte var de eneste fartøjer, der kunne gå ind til ladepladserne i de lavvandede vige rundt om fjorden.

Kaagførere og krejlere sejlede ud fra småbyerne i Thy og fra Kvols. De sejlede rundt i Limfjorden til hver krog og vig og til små ladepladser efter ny fragt, hvor de opkøbte sild, landbrugsvarer og andet, og solgte medbragte varer, og som nævnt sluttede de sejladsen i Aalborg.

Der var en opdeling mellem kaagførerne og krejlerne, idet kaagførerne ofte havde tætte forbindelser til købmænd i større byer som Viborg, Thisted og Ålborg, hvorimod krejlerne sejlede i meget mindre fartøjer og med mindre godsmængder, og helt og holdent var afhængige af deres egen indsats og kunnen i forhold til sejlads og handel, og derfor også selv måtte løbe risikoen ved aktiviteterne.
Krejleren startede tidligt på foråret indtil de stoppede og lagde op omkring november mdr. Kone og børn måtte derfor tage vare på alt der skulle gøres i og omkring hjemmet, og den jord man evt. var i besiddelse af. Om vinteren måtte krejleren lægge planer for det næste års ture, og i den forbindelse få aftaler om levering af varer til handlen samt få krævet ind hvad han havde tilgode fra folk rundt omkring – denne opkrævning måtte ofte gennemføres til fods.

Der findes en skitse, som viser en opmåling af en kaag fra Vilsund. I Ole Crumlin-Pedersens artikel “Cog-Kogge-Kaag” udgivet af Museet for Søfart – kan man netop se nedenstående eksempel på denne kaag fra Vilsund.

Lærer og lokalhistoriker Niels Sodborg fra Vesløs har i sin artikel “Krejlerliv på Limfjorden.” fra Historisk Årbog for Thisted amt 1920 givet en indsigtsfuld beskrivelse, der giver en fornemmelse af livet og de vilkår som krejlerne havde – beskrivelsen indeholder en hel del om livet i Kvols.

“En Krejler var egentlig to Ting; han var både Skipper og Handelsmand. De Varer, som han sejlede omkring med i Limfjordens mange Kringelkroge, opkøbte og afhændede han selv; og han ejede som Regel selv Skuden, han sejlede med.
Der fandtes Krejlere forskellige Steder ved Limfjordens Kyster, f. Eks. i Haverslev og Bejstrup; men flest dog på Hannæsland, og da særlig i Øsløs. I Øsløs findes endnu en rigtig gammel Landsby gyde, som bærer det velklingende Navn Skippergade; i denne ”Gade” boede de fleste Øsløs-Krejlere, engang tæt op til en Snes, fortælles der.
De fleste Krejlere i Øsløs, og vist også andre Steder, havde som Regel lidt Landbrug, Jord til en Ko eller to, enkelte andre også mere. I øvrigt havde Øsløs forhen mere end nu Præg af en Fisker- og Skipperby, idet den ofte ved Sommertid havde Indkvartering af en Del Harboøre- Fiskere, som fra Øsløs Strand drev Fiskeri i Livø Bredning.
En Krejlerskude var ret ejendommelig; den var nemlig aldeles fladbundet og kaldtes en Kåg. Den blev betjent af to Mand, Skipperen og en Mand eller også kun en stor Dreng; det var tidt Tilfældet, at Skipperen tog sin egen Søn med ud, også før han var konfirmeret. Kågen havde lukket Dæk med åben Luge ned til Lastrummet; der var en meget lav Lønning, kun på ca. en halv Fjæls Bredde over Dækket. Endnu længere tilbage i Tiden havde Kågen Halvdæk eller var helt åben.

Der var dog også en ganske lille Kahyt, hvor Skipperen og hans Følgesvend lige kunde sidde og spise deres Mad; i hver Side at denne Lilleputkahyt var gerne en snæver Køje, som benyttedes til Soveplads. Men man måtte helst huske på, hvor man var og ikke fare for rask over Ende i Køjen; thi så vankede der Pandeknubs, da der kun var få Tommer til Loftet. I Kahytten var gerne en lille Kogekakkelovn eller en lille muret Fyrplads med et Stykke Jernrør som Skorsten op gennem Dækket. Desuden havde Skipperen gerne en længere løs Træ- skorsten, Røghat,som kunde sættes over Røret for at gøre Trækket bedre.
Da Kågen ingen Køl havde, var den slem til at krænge over på Siden, også selv for ringe Vind. I stærk Blæst kunde den krænge så stærkt over, at Søen spillede ind over den lave Lønning. I Bunden af Lasten førte den derfor som Ballast en Del store Sten, fastgjorte i en Trærende for ikke at rulle. Men til at løbe ind over Grundene, hvoraf der er så mange i Limfjorden, var den særdeles velegnet. Den førte gerne et Par lange Årer med, så den kunde roes, når det kneb; undertiden blev den også ved Vindstille staget ind over Lavvandet eller op mod Vinden.
Krejleskipper Christen Boesen, Øsløs, lod i l860erne bygge en Kåg hos en Skibstømrer i Thisted. Denne Kåg blev for en Del bygget efter Christen Boesens egen Tegning og Plan, idet han lod den bygge mere buet nedefter end almindeligt, så Bundfladen blev ikke så stor i Omfang; det skulde bøde på den manglende Køl. Men da Kågen var færdig, viste det sig, at den lå lidt skævt på Vandet, så den måtte føre Modballast i den ene Side for at kunne ligge lige. De øvrige Krejlere og andre gode Venner gjorde Løjer med den og gav den straks det smukke Navn ”Trimmel-rundt”. Men for Resten viste det sig, at ”Trimmel-rundt” var en god Sejler, der godt kunde hamle op med de andre Kåge, og da den var nok så stor som Kågene i Almindelighed, gav Christen Boesen den det mere passende Navn: ”Bente Marie”. Ellers var det ikke almindeligt, at Kågene førte Navn som andre Skuder.
Kågen havde kun én Mast, og som Regel kunde denne lægges ned, så Kågen kunde sejle ind under Broerne over Østerå i Ålborg. Kågen førte som Regel fire Sejl: Fok, Klyver, Storsejl og Topsejl. Undertiden benyttedes endnu et Sejl, som kaldtes Bredfok, eller også brugte man ved Hjælp af en Bådshage at sætte Klyveren ud til Siden; det kaldtes ”at spile” Klyveren.
Kågen førte altid barkede Sejl. Selvfølgelig havde Kågen også en lille Pram på Slæbetov.
Ved Forårstide blev Kågen godt efterset, ”digtet”, d.v.s. tættet med ”Værk”, tjæret og malet og slæbt i Vandet.
Ved Påsketider begyndte Udfærden. Krejleskipperens første Tur gik gerne til Kvols, ned gennem Hvalpsund, over Lovns Bredning og ind i Hjarbæk Fjord, efter ”sort Kar”, som det kaldtes. Der var tre Slags Lervarer, som Krejleren sejlede med og handlede med: Sort Kar, rødt Kar og broget Kar.
Det sorte Kar blev som sagt hentet i Kvols, men de fleste sorte Potter, Jydepotter, fra denne Egn, blev dog vistnok lavet i Gammelstrup mellem Skive og Viborg. Det var særlig Kvinderne, som dannede Potterne; både store og små var med i Arbejdet; Mændene lavede tiest Leret til. De unge Piger arbejdede flinkt i det våde Ler, og det blev i Almindelighed betragtet som et godt Parti at blive gift med en dygtig Pottepige. Og når en eller anden
Forlovelse rygtedes, så var det almindeligt for den kvindelige Parts Vedkommende at komme med følgende Spørgsmål: ”Æ hun døgtig i Lier?”
Potterne lavedes på et Bræt, der blev lagt i Skødet; man brugte mest at forme Potterne med Hånden, glatte dem med en Sten, en Kniv eller et Par Træstykker. Potterne fik den sidste Glatning med en Sten, ”æ Glassten”, og med denne Sten lavedes også de cirkelformede Ornamenter eller Streger, som man tidt ser som Pynt på de sorte Jydepotter.)
Efter at Potterne var tørrede, blev de røgede og brændte. De brændtes i en lille Sandgrav eller en Slags Grøft, ”Ildpøt” kaldtes den; de små Potter lagdes inden i de store, og hele Dyngen blev omgivet og godt tildækket med sandede Hedetørv.
Man satte så Ild i Tørvene og Potterne brændtes på få Timer.
Der var flere Slags Potter og Gryder, i 3-4 forskellige Størrelser. De største kunde rumme over 1 Skp. Korn. Pander og Kasseroller ,var der også i sort Kar, men mest dog Kaffekander med Tud og Hank; det var nemlig meget fint den Gang. Der gaves også sorte Mælkefade, som mest anvendtes til Tykmælk, da det blev hævdet, at i sort Kar kunde frembringes den bedste Tykmælk.
Men vi må vende tilbage til vor Kågeskipper, som ligger med sin Skude ud for Kvols. Hans Hjælper må nu finde sig i at blive ene tilbage på Skuden, medens han går ud i Omegnen hos Pottefolkene og gør sit Opkøb. Var det en Dreng, kunde det nok blive noget langsomt for ham, især hvis det var hans første Tur. Var Drengen ikke konfirmeret, havde han gerne sine Skolebøger med – vel mest for en Ordens Skyld – men i Reglen syntes han vel næppe, at Skolebøger var særligt interessant Selskab.
Skipperen gik altså ud på Pottehandel; Potterne købtes altid snesevis efter bestemte Regler for små og store Potter og med et vist Overmål for hver Snes. Når Handelen var sluttet, blev de købte Potter på en bestemt Dag kørt ned til Kågen; de lå i Lyng i Vognene.
Modtagelsen og Indskibningen af Potterne skulde helst fejres med en lille Festlighed; det var Tradition, at Skipperen mødte med Brændevin og Pottefolkene med Brød og Pølse. Gildet blev gerne holdt hos ”Bette Nielses”.
Bette Niels var en ret ejendommelig Skikkelse og svarede fuldelig til sit Navn; han var nemlig en ganske lille, spinkel Mandsling; hans Hænder var små som et Barns. Men en stor Skrå kunde han nok magte; der stod altid sorte Streger ved Mundvigene.
Bette Niels blinkede altid med øjnene – i sære, lange Blink. Hans Gerning her på jorden var at lave Væverør. Men var Bette Niels med Hensyn til Krop bleven ikke så lidt forurettet, så havde hans Kone i alle Tilfælde fået rigelig. Hun var næsten en hel Kæmpekvinde, stor og knoklet; Dorre hed hun. Niels og Dorre var gæstfri Folk, og Selskabet havde det helt hyggeligt i deres Stue.
Til Skipperens Dramme gled Pottefolkenes Brød, uden Smør, og den velsmagende Pølse glat ned, mens Dorre rumsterede med at lave Kaffe til Gæsterne. Ved Kaffen blev Stemningen i Stuen sat op; Bette Niels fik også sin Part af Drammene og Kaffepunchen; Blinkene i hans små øjne blev endnu mere underlige, han krånede sig i Sædet og kræmtede af Velbehag: Hå, hå, når den varme Drik gled ned i hans spinkle Legeme. Skipperens Dreng sad med store, forundrede øjne, indsugende alt dette forunderlige, fremmede, han her blev Vidne til.
Når Gildet var forbi, blev Potterne i Prammen sejlet ud til Kågen, der blev lastet helt op til Lugen. Så gik Turen igen ud over Limfjorden til Høkere og Købmænd langs Kysten. I Reglen sejlede Krejleren først østpå med sin sorte Ladning. Hvad han ikke fik solgt hos sine Kunder, solgte han på Torvet i Ålborg. Når Ladningen var solgt, indtoges ny Ladning af rødt Kar og broget Kar. I Nørre-Sundby var et Par Fabrikker for broget Kar. Karrene blev fragtet over til Skipperen i Pramme. Broget Kar bestod af Mælkefade, Vaskefade, Smørkrukker, Sylte- krukker, Tallerkener og Urtepotter osv. med forskelligfarvet Glassur. Det røde Kar kom fra Landsbyerne Asp, Torup, Siem og fl.Steder syd for Ålborg. Det bestod af brændte Rødgryder, Øldunke, Potter og Pander osv.; der var gerne Glassur indvendig og halvt ned på Siderne udvendig. Når Ladningen var indtaget, sejlede Skipperen vestpå, helt op til Struer.
Det daglige Liv på Kågen gik ellers ret ensformigt. Skipperens Dreng eller Hjælper lavede Maden i den lille Kahyt. Retterne var dog langtfra mange og ikke meget afvekslende; det gik mest løs på Ærter, kogt Fisk og Kaffe med Smørrebrød, røgede og saltede Sager havde Skipperen med hjemmefra. Om Natten kastedes gerne Anker i Nærheden af Land for at få lidt rolig Søvn.
De Drenge eller unge Mennesker, som tidlig kom med ud at sejle med Kågen, fik tidt sådan Lyst til Krejlerlivet, at de aldrig rigtig kunde finde sig tilfredse på Landjorden; de længtes tilbage til den blå Fjord. Ved Høsttiden lå Skipperen gerne hjemme en Tid for at hjælpe til med Høsten.
Folk fra Hannæsland vilde dengang gerne gøre deres Handel i Løgstør; derfor havde Krejleren undertiden Passagerer med om Bord, eller også han tog Bud med for Folk.
Fra først af sejlede Krejlerne, i det mindste de Øsløs-Krejlere, næsten udelukkende med Lerkar, men det blev dog snart almindeligt også at sejle med andre Varer, f. Eks. Trævarer, Kartofler o. l. Var Krejleren oppe i den vestlige Del af Limfjorden, sejlede han tidt til Kås Bredning efter en Ladning Flynder, som han sejlede omkring med og solgte. Og den Gang købte Folk Flynder i Massevis, store Riskurve fulde; saltede og røgede gemtes de til Vinterforbrug.
Nogle Krejlere havde ved Pinsetid Simer (Halmreb) med til Torvet i Ålborg; disse Simer, som var Frugten af flittige Hænders Arbejde i de lange Vinteraftener, solgtes i Bundter eller tuskedes med andre Varer, hvert Bundt var på 50 Favn, to Bundter kostede 24 Sk. Krejler Søren Frandsen fra Skippergade i Øsløs drev engang Æghandel. Han gik omkring på Hannæsland og opkøbte Æg, som han indladede i sin Kåg og solgte i Ålborg. Chr. Boesen, Øsløs, som var Krejler i mange År, havde undertiden hjemmevævet Dynevår, vævet af flittige Piger og Koner i Øsløs, med og solgte det i afpassede Stykker på Torvet i Ålborg.
Også Krejlerlivet kunde have sine Farer. Engang havde Krejler Niels Ræhgård fra Øsløs, som også sejlede med Æg og Dynevår, sin tolvårige Datter med til Ålborg; de var ganske alene på Kågen. Da han sejlede fra Løgstør var det Storm og Modvind; i Renden mellem Løgstør og Aggersund mødte han en Skude; i Forbifarten luffede den fremmede Skude for lidt, så dens Bovspryd ramte Niels Ræhgård, der sad ved Roret. Slaget var så voldsomt, at han halvt bevidstløs blev slynget ud over Rælingen. Heldigvis fik hans store Træskonæser fat i Lugekarmen, og således hang han med Kroppen udenbords; men Træskonæserne
holdt. Den lille Pige, som sad midtskibs i den lille Kahyt, skreg højt af Angest, men kunde ikke komme sin Far til Hjælp, da Kågen krængede så voldsomt. Men Niels Ræhgård var en stærk og modig Mand, og efter en kort, men hård Kamp, fik han fat i Rælingen og fik sig hevet indenbords. Men den lille Pige glemte aldrig siden i sit Liv dette øjeblik.
Det var ikke tidt, at Krejlerne vovede sig udenfor Limfjordens skærmende Kyster, ud på det vildene Hav. Dog nåede enkelte modige engang imellem op til Norge med Kartofler. Skipper Jens Kirkensgård i Haverslev, som lever endnu, var også Krejler; han sejlede engang til Setubal i Portugal efter Salt, dog ikke med sin Kåg, men med en Skude med Køl; ved denne Tur erhvervede han sig Titel at rigtig Skipper.
I l880erne sejlede de to Øsløs-Krejlere Chr.Boesen og Lars Kold med Træsko, Slagvol, Tøjrepæle og andre Trævarer. De sejlede til Kvols, lagde Kågen for Anker og lejede en Fragtmand til at hente Træsko i Silkeborg eller dens Omegn. En sådan Tur varede i fire Dage; Træskolæsset kunde være så højt som et Hølæs. De samme to Skippere havde et lille, lejet Pakhus i Kvols til deres Varer.
Ved Mortensdagstider lagdes Kågene op. Det Sted, hvor Landingen fandt Sted, kaldtes Kåglænding og kaldes således endnu. Når Kågen skulde lægges op, måtte der mange Folk til Hjælp. Et Anker blev fastgjort oppe på Land, og ved Hjælp af Tov, Taljer og Ruller heves Kågen op på Stranden. Længere tilbage brugte man at skyde Kågen sidelængs op ad Lægter eller Træer, som indsmurtes med grøn Sæbe, for at det kunde gå lettere. Der vankede en Del Dramme ved det strenge Arbejde, men senere, ved Juletid f. Eks.,
undertiden også samme Aften, gjorde Kågejeren Gilde for alle de velvillige, som havde ydet ham Hjælp; Kågbøjl kaldtes det. Ved Vintertid var Krejleren tidt ude på lange Rejser, dels for at gøre nye Indkøb for Sommeren og dels for at opkræve sit Tilgodehavende hos Kunderne, sådanne Ture blev som Regel taget til Fods.”

Hvad man kunne opnå i fortjeneste ved at være Limfjordskrejler når det gik godt, kan man få et indtryk af ved at læse beskrivelsen i “Thyboen Lars Bleeg Hesseldahl,hans Liv og hans Slægt” – “Handelsånden begyndte at stikke mig; tog derfor en forkert Cours efter Seminariet og kiøbte mig et lille Fartøi, som man bruger der at sejle med på Liimfjorden for at négocere (handle), og endskiønt ieg i mine unge År såvel ved undertiiden at fare med min Fader til Norge, som og at seile med småe Fartøier på Liimfjorden havde erhvervet mig de Kundskaber, at ieg temmelig godt kunde maneuvrere en Båd; men dog var dette Fartøi temmelig stor at regiere alene, hvorpå ieg lejede mig en Bondekarl; endskiønt han ikke forstod sig på Seiladsen, hialp ieg mig dog godt dermed. Ieg begav mig nu på en Seiltour til Wiborg Kanten til en By kaldet Kuls (Kvols). Til dette Sted havde ieg før som Dreng giort min første Seiltour for fleere År tilbage; ieg lod der mit Fartøi tillade med såkaldte sorte Jydepotter, som fabrikeres der i Omegnen og négocerte dermed; ieg slog nu Seminariet ganske af Hovedet. Denne Reise var heldig for mig, på min Indladning fortjente ieg 100 Rbd (Rigsbanksdaler). på en Tiid af 14 Dage, og da ieg på min Tilbage-Reise formedelst Modvind og uroligt Veir måtte anløbe Nykiøbings Havn på Morsøe, solgte ieg der Fartøiet med en Gevinst af 100 Rdl (Rigsdaler). endog med den Forbeholdenhed at måtte afbenytte den i 2de Måneder.”

Hvad ovennævnte fortjeneste svarede til i forhold til tidspunktet, kan man få en fornemmelse for, når man sammenligner med følgende: 1 Rbd (Rigsbanksdaler) – ville omtrentlig svare til ca. 1 dagsløn for en godt lønnet håndværker i Jylland på daværende tidspunkt. Det er muligt at danne sig et overblik over baggrund for, og værdi af Rbd (Rigsbanksdaler) og Rdl (Rigsdaler) via Wiki Trans dansk beskrivelse af statsbankerotten i 1813.