Jordbro Engsø

Den planlagte gåtur ved Jordbro Engsø, starter ved Kærhuset, som ligger ved “Knudby/Borup siden”, og vi følger “Rød Rute” ( link til Gpx-spor her). Det er muligt at læse mere information om turen i den folder, der er udarbejdet af det grønne partnerskabet bag Jordbro Engsø – link til folder her.

Kærhuset som det så ud i februar 2016, hvor man påbegyndte at etablere Jordbro Engsø, og stierne i området. Huset havde tidligere fungeret som kvæghus for kreaturerne fra Knudby og Borup, som græssede i engene ved Jordbro Å. 
Karen Marie Jørgensen fra Knudby/Borup, som sammen med sin mand Jens Jørgensen var meget aktive omkring etableringen af Jordbro Engsø og Kærhuset, hvilket hun 2019 af Danmarks Naturfredningsforening i Viborg afd. fik Naturprisen for, fortæller at huset også i en periode tjente som “tilflugtssted” for Jens Jørgensens oldefar, da han vendte hjem til området igen, efter at have deltaget i krigshandlingerne i 1864 og pådraget sig nogle psykiske mén ( det vi i dag kalder PTSD) og derfor fandt fred og ro ved at røgte høvederne i engene og skære legetøj til de børn, der besøgte ham i Kærhuset.

Kærhuset som det ser ud nu efter renovering, hvor det er blevet til et fint madpakkehus med gedigne borde og bænke og et handicaptoilet. 
Inde i huset er der opsat en række plancher som beskriver tilblivelsen og området både biologisk, geografisk og kulturhistorisk. 
Udenfor huset er der opsat tavler, som beskriver sti mulighederne i området. Man kan følge en rød afmærket rute, som går til det 8-kantede forsamlingshus i Ørum, hvor man undervejs passerer fugleudkigshuset  på Ørumsiden, hvori der findes plancher over hvilke dyr og fugle man kan se i året løb i området og det overdækkede madpakkehus på Ørumsiden, hvor der også er opstillet beskrivende plancher. 
På vej til Ørum Forsamlingshus, er der mulighed for at se det gamle Frysehus som stadig har et intakt og oprindeligt interiør fra 1951.

Ørum Forsamlingshus og Frysehus vil blive omtalt nærmere under fanebladet Kulturarv på denne webside Fjordruten.dk