Om Præsten Peiter Lorenz Jensøn Nørholm – 1725 – 1744 i Taarup Sogn, kan følgende fortælles:

Første gang man hører om præstegården Dalsgård i Knudby ,Tårup Sogn, er da den blev præstegård i 1422 – Det fremgår i et brev, at Jens Kaas (Sparre Kaas til Tårupgård) har indgået forlig med biskop Lage Glob i Viborg, således at han og hans efterkommere skal have kaldsretten (jus patronatus) til Tårup kirke i Fjends herred og præsten skal have Dalsgård i Tårup sogn mod ugentlige messer.

Original tekst i brevet:

”Item ath Jes Kaass haffde forligth seg meth biscop Laue vdj saa maade, at Jes Kaas och hanns effterkommere skall haffue jus patronatus till Thaarup kircke, och presthenn schall haffue Dalsgaard i thett same sogenn, och therfore holle ij messer huer vgge etc. Mcdxxij.”

(kilde: ÆA II, s. 225, Viborg Stifts Breve, Fjends herred. E.25. & https://ferch.dk/onewebmedia/Halds%20Diplomatarium.pdf)

Jens Kaas havde hermed erhvervet retten til at besætte præsteembedet (retten til at besætte gejstelige embeder) og tiende indtægter.

At sogne, præstegårde, embeder og kirker fra middelalderen op til 1918, hvor ”Tiendeafløsningen” var afsluttet, førte til en konstant kamp om de indkomster ejerskaber kunne indbringe, for adel og kirke, er uomtvistelig.

Denne kapitalisering, magt, ejendomsret og privilegier adskiller sig ikke væsentligt for vore dages liberale kapitalisme, og taberne blev ofte, som i dag, de almindelige borgere.

Et eksempel på hvad almindelige borgere fik at opleve i den sammenhæng, kan man finde i Jeppe Aakjærs fortælling om ”Præsten Peter Lorenz Nørholm til Taarup og Kvols, i Samlinger til Jydsk Historie Og Topografi 3.Række. II. Bind.– 1899/1900. (s 169 -206 i pdf filen)

Peiter Lorenz Jensøn Nørholm præst i Taarup og Kvols indsættes i 1725, og bliver bosat i præstegården Dalsgård.

Men her bliver vi præsenteret for en præst, som tilsyneladende ikke helt havde fattet de kristne budskab.

Allerede to år efter han er blevet indsat i dvs. 1727, bliver han omtalt i Fjends og Nørlyng Herreders Justitsprotokol. Han blev anklaget for, med vold, at have stjålet et får fra to kvinder i Klosterhusene i Borup

De to kvinder, Elle og hendes datter måtte flygte til en anden lokal beboer, da de ikke turde være hjemme af frygt for præsten, som havde pryglet Elle, så hun havde fået blå mærker.

Elle Bøg havde klaget Præsten Peter Lorenz Nørholms overgreb, og fremviste desuden et afskåret øre fra det stjålne får, som han havde skåret af, og smidt ind til hende.

Året efter i okt. 1728 bliver han igen kaldt ind til Landemøde for sin hårdhændede behandling af sin anden hustru Ursula Margrethe Lindorff – deres ægteskab blev beskrevet som “værre en forholdet mellem hund og kat”.

Et tingsvidne oplyste at der var en forargelig skælden ud og banden imellem de to. Desuden havde Peter Lorenz tævet, mishandlet og forsøgt at bortføre hustruen.

Biskop Trellund i Viborg forsøgte mægling og irettesættelse af Peter Lorenz, men ”Det viste sig saaledes umuligt at bringe Nørholm til Fornuft i dette Kapitel, og den herskende Tilstand fortsattes temmelig uforandret. Ursula vendte ihvertfald aldrig tilbage til ham mere.”

Biskoppen udtaler senere, at han havde opført sig på samme vis overfor sin første hustru Anne Jakobsdatter Møller, som var død 1727.

Peter Lorenz bliver herefter gift med et fruentimmer, Dorthea Pedersdallep, som havde en meget lille formue, og som ifølge bispen havde en ”skrøbelig forstand”, men da hendes formue var brugt, fik hun samme behandling, som de to foregående. Ligeledes gik det hans sidste fjerde hustru Johanne Bornich

Næste gang man hører om Peter Lorenz er i 1732 hvor han igen er stævnet for Landemødet, denne gang for en dag i Dalsgaard Præstegaard at have været grov mod sin Herredsprovst, Hr. Barthling i Højslev.

Her konkluderes det, at ikke blot har Peter Lorenz uheld i kærlighedslivet og med sine foresatte, men han havde også en elendig økonomi, og havde pansat præstegården til op over skorstenen.

I 1743 må han endnu en gang igennem en sag på Lysgaard og Hids Herreders Ting, hvor ”en Quindesperson nafnlig Mette Ivarsdatter af Giødvad” om beskyldte Peter Lorenz for at have avlet et barn med hende, da hun var i tjeneste hos ham.

Biskop Andreas Wøldike vil herefter have Peter Lorenz suspenderet. Det medfører at han sender et brev til biskoppen, hvor han forsøger at retfærdiggøre sig – følgende står i skrivelsen;

”Jeg fattige fortrengte Præst bliver Dag for Dag af mine Efterstræbere jo mere og mere forfølget, saa jeg næsten maae forgaae, om jeg ikke hafde Gud og min Samvittighed til Vidnesbyrd. Igaar den 18. hujus lod Procurator Hans Rafn fremstille en ond og fast ugudelig Quinde for Lysgaard Herreds Ting under Skin af et Vidne, nafnlig Mette Ivarsdatter af Giødvad, som, uagtet at jeg derfor aldrig var kaldet ved Sgn. Rafns Quæstioner, har tillagt mig saa skammelig og løgnagtig Beskyldning« som det er hans Hensigt med Lovmaal (sig) at fraligge(!)«.

Med Hensyn til denne onde og fast ugudelige Quinde« var Lykken ham ikke bedre, end at han selv, 1731, da hun forlod hans Hus for at rejse til Sjælland, havde udstyret hende med en Anbefalingsskrivelse eller et Pas, hvori han skildrer hende som en i enhver

Henseende ærbar og kristelig Kvinde, som det er ham en Fornøjelse at anbefale til sine Medmenneskers Bevaagenhed.

Fjends Herreds gejstlige Justitsprotokol 1703—1812. Passet lyder som følger:

»Ovenmeldte Mette Ivarsdatter, som har tient mig meest 2V2 Aar, siden hun er hiemkommen fra Kiøbenhavn, og imidlertid forholdet sig ærlig og christelig, saa vidt mig er videndes, benyt værdelig med andre Guds Børn i rette Tider det Hø Taarup Kirke, entledigedés i Villie og Minde af sin

Tieneste til nærværende Fardag og herefter recommenderes alle forekommende paa hendes lovlig Reyse til Kiøbenhavn, hvor hun agter at søge nye Leylighed, eftersom hun har andet nødvendigt ellers at reyse efter, som er en liden Summa, hun efter Beretning til mig skulde der have til Bedste og vilde der indkræve. Forbliver herimod Deres Velvilligheders tienstskyldigste Tiener

P. Lorentz [sic!]
P.Loci
Dalsgaard Præstegd“

Man dømmer ham til at rense sig for denne usømmelige adfærd – hvilket han dog ikke gør noget ved.

I 1744 måtte Provsteretten i Dommerby, i Sognefogden Niels Pedersens Hus, igen behandle en stævning mod Peter Lorenz’s embedsforsømmelser ”Hr. Peiter Nørholm angaaende nogle Enormiteter« etc, deriblandt at han uden sine Ovorordnedes Tilladelse hyppigt var rejst over i Aarhus Stift »til en Gaard i GiødvadSogn, Keilstrup kaldet , som og hvorledes han sig ellers adskillige Tider udi een og anden Maade i Embede, Liv og Levnet meget usømmelig og forargelig skal have skikket og forholdet”

Nørholm kommer ikke til mødet men sender sine tjenestefolk med besked om at han grundet helbred ikke kan give møde.

Senere beskyldes endvidere for at at have tage fremmede til skrifte for mod betaling, samt at have lovet at foretage vielse, men blot udeblevet, så ægteskabet ikke kunne indgåes. I sidste tilfælde er hans kommentar blot flg.: ”Han havde ikke fornøden alletider at sidde hjemme, bunden som en Hund”.

Der var klager over hans gudstjenester. Om sommeren skulle han prædike kl 7, men mødte først op melle kl 10 og 12. Om vinteren oplyste han ikke hvornår der skulle være gudstjeneste, så menigheden måtte vente 2 til 3 timer på kirkegården i frost og sne.

Også hans opførsel i og udenfor kirken og fra skriftestolen var skandaløs hvilket fremgår af følgende:

” Engang var han bleven vred paa Peder Jensen, hvorfor han først havde »truet ham, skieldet og ilde tiltalt ham hjemme i sit eget Hus«, og da han nu kom i Skriftestolen i Taarup Kirke, nægtede Præsten at »antage« ham, før han havde lovet at tærske for ham, et Løfte han senere har maattet efterkomme. Og Degnen vidner, at han ofte har set Præsten holde de skriftede tilbage og aftale Tjenester med dem, som de skulde gjøre ham til Gjengjæld, »og viste Degnen hvor ublue og ubetænksom Hr. P. N. ellers har været i sine Ord og Taiemaader, endog da han haver siddet paa saa helligt et Sted, som Skriftestolen bør være«. Han havde saaledes sagt til to Ægtefolk: »Djævelen skal partere jer baade Mand og Kone, som I sidder!« To andre gamle Folk, Jens Christensen og

Hustru, vidner, at Præsten 3. Paaskedag, da de var til Skrifte i Kvols Kirke, tiltalte dem »med saa grove Ord, at de nu blues ved at aabenbare saadan hans Grovhed og Ondskab imod dennem«, blot fordi de havde ladet deres Datters Barn begrave uden Ligprædiken, og »fordi Præsten derved syntes, at de havde fornærmet ham udi hans Indkomst.« Det skulde de altsaa undgælde for i Skriftestolen, og Præsten havde holdt den gamle Mand der saalænge, at han — efter Degnens Udsagn — i den Tid kunde have skriftet 2—3 Par.

– Men vi gaar videre med Nørholms Synderegister: Han har for Skik at bruge Skjældsord mod sine

Sognebørn fra selve Prækestolen; den Behandling fik Niels Fisker i Kvols, fordi han en Søndag under Prækenen var kommen til at hoste, mens Præsten troede, han havde let af ham

Stik imod Forordningen har han forlangt for sine Ligprækener af nogle én Daler af samme to og sagt i sine Ligtaler, at Hesten trak, som den fik Havre til! Ja, han har endog taget 3 — 4 Daler og endnu været ufornøjet. Byder man ham mindre, end han forlanger, nægter han rent ud at tale ved Graven.”

Saaledes viser han sig ofte drukken baade hjemme i Præstegaarden og ude i Marken, endog saa han slingrer, og det har aldeles ikke forandret sig til det bedre, siden han suspenderedes fra Embedet. I saa Henseende foreligger der utallige Vidnesbyrd især fra Tjenestefolkene. Han er i sin Tale hengiven til »letsindigen og ublueligen at sværge og bande«. Og det er ikke Smaatrumfer, han excellerer i, men han anmoder ved enhver Lejlighed Djævlen om at støde ham snart her snart der hen. Her en lille Blomsterkost af hans hyppigst forekommende »Eder og Bander«: Gud lad Djævlen støde min Sjæl i Helvede; Djævlen skal støde hans Hals itu; Djævlen støde mig nederst i Helvede; Djævlen brække min Hals; Gid jeg bliver en Djævel«! — Han ønsker, at Jorden maa aabnes, og han fare levende ned i Helvede: at han maa æde Døden og Djævlen i sig det første, han annammer den Herre Jesu Legeme og Blod, »og dog brød han det Løfte, han havde givet under saa grusom en Ed«; en anden har set ham slaa sig for sit Bryst og sige: »Gid Sathan siunke mig ned i Helvede.« — Hans Yndlingsed var og blev dog: »Djævlen skal partere dig«; med denne Ed plejede han at ryge i sine Sognebørn, naar han kom i Klammeri med dem, og det gjorde han hyppigt. Thi selvfølgelig var en saa urolig Herre ogsaa en slet Nabo; og Byens Mænd vidste sig næppe sikre paa Liv og Lemmer, især da, naar han »havde en Humle i Øret«, og det havde han ofte.

Ved en anden Lejlighed gik det ud over et Par Fiskere, Søren Jensen og Poul Larsen af Knudby. De
stod i al Skikkelighed nede ved Fjorden og var ifærd med at skubbe deres Baad ud, da Præsten kom til og spurgte, »naar de vilde komme til hannem med hans Land-Heldt?« Hvadfor Helt? spurgte Søren Jensen; han vidste ikke, at nogen havde Helt tilgode hos dem. »De Heldt jeg skal have og plejer at faae«. Snart udartede Forhandlingerne til et højrøstet Skjænderi, under hvilket Søren Jensen hævdede som sin Opfattelse, at »de kunde give ham Heldt om de vilde, og han [Præsten] havde ingen Ret at fordre dem«. Men nu exploderede Præsten af Raseri, bandede stygt og raabte : »Du næsvise Hunsfott, Djævelen skal partere dig!« og i det samme slog han ham i Næse og Mund, saa tre Tænder gik ind i Munden, »derpaa undkom Deponenten ud fra Præsten paa Skibet”.

Hans Prædikner har heller ikke været nogen fornøjelse at lytte til., Forpagteren paa Taarupgaard, Th. Michelsen og hans kæreste, som havde hørt på dem i 8 år sagde, ”at hans Prækener ikke har været til Glæde for nogen Moders Sjæl, da de bestod af noget selvgjort og fingeret Snak”

Hans Bisp, som havde overværet en prædiken istemmer med følgende beskrivelse:

”har hans Menighedslemmer Ret. For dette Arbejde — grufuldt ved sin med uendelige Skrifthenvisninger udspækkede Snørkelstil — er noget af det aandløseste og kjedsommeligste, der kan bydes et Menneske”.

Man fornemmer hans stil, når man ser hans svar på klagerne i 1735:

”Thaarup og Kvols Sogner:

Disse Meenigheder ved icke bedre end det Aandelige Lius, Ved Hvilchet Gud Har bereed dennem salighed; sees gierne her, om Mueligt er, med i det Hellige for at blive en anden tiid Herlige hos Gud i det ævige, Lovet være Gud og vor Herris Jesu Christi Fader, som har aabenbaret os sin saliggiørendis Naade. ”

Peter Lorentz’s adfærd ændrer sig ikke, ej heller han opførsel, som nærmest forværres, og til sidst bliver han frataget sin ret til præsteembeder i 1744, og dømt til tugthuset.

Da han kommer ud igen, rejser han til København og prøver at generhverve retten til præsteembeder, blandt andet gennem henvendelse til kongen. Men bevisførelsen har været tilstrækkelig og han opnår ingenting. Han ender sine dage på Bornholm, så vidt man ved.

Dette er blot et sammendrag af historien – læs evt. selv hele Aakjærs fortælling i linket foroven.