LIMFJORDEN

Navnet stammer oprindelig fra de omfattende kridt forekomster, der findes mange steder rundt i Fjorden.I det gamle nordiske sprog (norrønt), kaldes kridt “Lim“, heraf navnet Limfjorden. Det er et af Danmarks mærkeligste farvande, ikke nogen egentlig Fjord, men et Sund, 180 km langt,som gennemskærer Nordjylland. Fjordens Areal er 1700 km2

Der findes en mere underholdende forklaring på Limfjordens oprindelse. Det finder man i et Stedsagn i Klaus Lyskanders (1558-1624) –  Indledning til hans store, ufuldendte Danmarkshistorie.

”Om denne Fjord fortælle gamle Folk følgende Historie: ”En ung frue hafver ofverdaadig berømmet sig at ville føde en anden Søn til werden end Christus vaar, men udi hendes største (dvs.: første) barszelseng føde hun et underligt Creatur i skick og skabning effter en Grisz og Svin, huilcket siden woxste udi saadan stoerhed, at mand vil sige, at huor det gik udi Skouffbeyden [dvs.: Skovgræsgang] eller Kratt, kiendis Byrsterne ofver alle toppe af træerne, og angifvis, at dette svare og uhyrede Svin som man kallede Limgrim hafver rodet og opvellet den første munde og indløf udi Landet, og veret af samme Svin kaldet Limgrimsfjord, som mand nefner Limfiord.
Siden hafver wandet woxst og udi de dalder og lafve sympactige stæder wide indskaaret sig.”

Dette Stedsagn har affødt en riddervise: ”Limgris”, dateret til mellem 1575 og 1595, som kan læses i Den ældste danske viseoverlevering – Svanings håndskrift II – fra Københavns Universitets tekstsamling.

En Skildring af Limgrises vældige Størrelse og hvad den ødelagde findes også i E. Tang Kristensen. Genfortælling af Sagn fra Jylland IV, Nr. 89 :

”Der fortælles ellers, at Limfjorden skal være bleven til ved en Vildso med elleve Grise, der gav sig til at rode Jorden op, hvorpaa Vandet strømmede ind.” fortærede, berettes at Bønderne stævnede Limgris til Ting. ”Oc lode hannem dømme til steyle oc hiul, for raffn oc krage oc anden ful.” ”Den foget dømte saa skarp en dom, Limgriiss hand passet saa lidet der om.” Saa drog Bønderne hen til Harald Kyrre, der var Limgrises Broder, for at bede om Hjælp. Han kaldte paa sine Brødre, ni Hundehvalpe, som hans Moder havde født sammen med Limgris. Disse Hvalpe løb efter Limgris, men ”Der Limgriiss bleif sine brødre var, da sturrede hannem baade øerne og haar.” ”Saa slog han op sin vide gab, saa gridske de huelpe der indløb.” ”De reffue i hannem baade leffuer oc lunge, saa hart da monne de ved hannem klunge.” ”Hiertet det brast, oc Limgriis døde, hans ni Brødre alle ere øde.” Saa skildrer Visen Bondens Glæde over at være skilt ”ved denne gromme tiuff”, og dernæst fortælles om Gravens Størrelse, hvori Limgriis ”ligger met brødre ni”. Derimod tjener Bonden ”til haand oc fod” Harald Kyrre, ”hans broder, en ridder god.” Visen slutter med en Morale om Limgrises Moder, der nu lader ”andre være sine lige, høye oc laffue, fattige oc rige”. ”Hun siger, det er Guds brand oc blus, som tender ild i spotterens hus.” ”Naar dig bedis til en danis-suend, met spaat du hannem ey fra dig send !“ ”Sender dig Gud oc Liffsens fruct, du føie dine ord met ære oc tuct!” ”Tale icke uden munde, men sig Gud priiss, aff Skaden er ieg vorden viiss.”

Visen om Limgris er bygget over Motivet: den gudsbespottende Jomfru, der til Straf føder den store Gris, som beskrives både i Sagn og Viser.
Kilder: Arkiv Thy , Københavns Universitet og “Heimskringla.