At skaffe føden fra havet, fjord og ferske vande har altid været oplagt i Danmark. I stenalderen har man
samlet muslinger, østers og andre skaldyr, men man anvendte også kroge til fiskeri.
I jernalderen ser man fremkomsten af garnfiskeri.
Siden 1100-tallet har man i Hjarbæk Fjord fanget mange sild, som blev en betydelig indtægtskilde for såvel fiskere, som borgere, adel og kirke – og de var desuden en meget betydningsfuld ernæringskilde for bønder, jordløse og fiskere i hele området
Fiskeriets udvikling skabte behov for nye metoder og redskaber gennem tiderne. Der blev udviklet nye sejl- ,garn- og ruse typer, som blev fremstillet af uld, hør, hamp og lignende i begyndelsen, men fra midten af 1800-tallet også af bomuld. For at sikre redskaberne længst mulig levetid måtte man derfor imprægnere sejl og fiskeredskaber som åleruser, garn og glib.
Denne proces blev udført dels i barkgryder, dels i tjæregryder. Sejl og redskaber som blev fremstillet af naturfibre skulle imprægneres, for at øge deres styrke, men også for at forlænge deres holdbarhed, da de ellers hurtigt ville blive nedbrudt af råd – og svampeangreb.
Her på Kvols Brygge, ser du her et fint bevaret eksemplar af en Bark- og Tjæregryde. Der er to gryder, en til barkning af sejl og en til tjæring af redskaber
Barkning af sejl:
Den norske forfatter og rektor Jon B Godal registrerede i 1980 følgende metode, som blev anvendt af norske fiskere mellem Trøndelag og Lofoten, baseret på folkelig tradition og praktisk erfaring. Mange af metoderne til barkning af sejl stammer tilbage fra 1700-tallet:
”– De foretrak birkebark, taget fra træerne den første uge i juli – træerne skulle være på 100-300 mm i diameter. Dernæst blev det tørret – aldrig i direkte sol indtil det var helt tørt, hvorpå det blev hakket i småstykker.
Så blev det sat i blød i havvand, spandfuld til spandfuld, i to uger, dernæst kogt i et stort metalkar. Soda – eller tidligere læsket kalk – blev tilsat for at neutralisere garvesyren,
fæstne farven og modvirke råd. Når blandingen havde fået den rette farve og konsistens, blev det kølet ned til ca. 60 gr. og en kop trætjære tilsat.
Heri blev sejlet udblødt og hængt til tørre i to uger. Et sejl blev barket om foråret, og igen 2-4 år senere. “Et sejl behandlet på denne måde, holder i 20 år”
Herhjemme blev barkningen udført ved at man fyldte vand i gryden sammen med bark af egetræer, birk eller lignende,( eller senere med katechu, der er et koncentrat af bark fra akacietræer). Der tændes op under gryden, og blandingen koges sammen, så garvestofferne trækkes ud. Herefter lægges sejlet ned i den varme væske for at suge imprægneringen. Større sejl bredes ud på jorden, og barkevæsken smøres på med kost. Behandlingen gentages flere gange for at imprægnere sejlet.
Tjæring af garn og ruser:
Tjæringen blev foretaget med det formål at opnå en imprægnering af garn, ruser og tove af naturmaterialer. Til de store bundgarn brugte man brede vinder, monteret på et skrående lad, hvor den overflødige tjære kunne løbe af. Eller tjæren blev fjernet med de bare hænder.
For at opvarme tjæren brugte man en tjærekedel, som den du ser her foran dig.
Jesper Hjermind har i Historisk Samfund, årbogen Fra Viborg Amt 1993 skrevet artiklen ”Fisker Rasmus Berthelsen fra Kvols fortæller om sin barndom og ungdom”.
Her kan vi blandt andet læse en beretning om tjæring af garn på Kvols Havn.
”En af de største festdage for os børn var tjæregildet. Det var den dag om foråret mest i marts måned, da sildegarnet skulle tjæres. Da var der fest hele dagen. Vi drenge skulle jo trille ud med garnet (fra tjærekedlen) på engen, hvor det så skulle spredes til tørring. Det var mest de gamles bestilling, de stærkeste skulle være ved kedlen for at dyppe og vride garnet.
Niels Fisker har dyppet mange fold garn. (8) Når en mands garn var tjæret var det skik at konen kom med mellemmad og kaffe med kage, og i heldigste fald skete det 8-10 gange samme dag. (9)
Der kom også naboer og venner for at se på tjæringen og de fik jo en dram og en kop kaffe med. Ja, der var rigtig fest.
8): Et fold garn består af ”radden” et langt garnstykke som leder fisken mod ”hovedet”, hvor fiskene fanges og kan samles op med ketcher. Se C.F.Drechsel: Oversigt over vore saltvandsfiskerier. København 1890. Og N.H.Lindhart: Ret og skel, mål og med. Fiskeri og kontrol på Limfjorden. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 5. Løgstør 1985.
9): Tjæregildet var en helt speciel dag. Da var det forår og, måske efter en streng vinter med ringe indtjening, endelig udsigt til god fangst og dermed rede penge til regningen i brugsforeningen.”
Se evt. også mere uddybende beskrivelse her: https://fjordruten.dk/bark-og-tjaeregryden-ved-kvols-brygge/
Gå videre til Post 3, Kvolsvej 1. og scan QR-koden der.